Ny landsholdskomité er enstemmigt vedtaget i DBU

DBU's repræsentantskab har givet grønt lys til en ny udvalgsstruktur og fire nye komitéer.

Afgående bestyrelsesmedlem Benny Olsen har stået i spidsen for arbejdet med den nye udvalgsstruktur i DBU. Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Dansk Boldspil-Union får en landsholdskomité, der skal sikre udvikling omkring de danske fodboldlandshold.

Det står klart, efter at en ændring i DBU's udvalgsstruktur søndag blev stemt igennem uden indvendinger fra unionens repræsentantskab.

Landsholdskomitéen er én af fire nye komitéer, der afløser et væld af forskellige udvalg og grupper i unionens struktur.

- I dag har vi et vidt forgrenet net af udvalg, styregrupper og faggrupper. Men strukturen er træg i beslutningsproces og nytænkning.

- Samtidig peger de i mange retninger, der ikke altid flugter med den strategi, der er valgt i DBU's bestyrelse, lød det fra talerstolen fra afgående bestyrelsesmedlem Benny Olsen, der har stået i spidsen for projektet.

Ud over en komité, der skal repræsentere landsholdet, bliver der i den kommende tid oprettet en breddekomité, en profkomité og en governance- og udviklingskomité.

- Vi får elitefodbolden forankret i profkomitéen, breddefodbolden kommer under breddekomitéen. Nu får vi også et sted, hvor landsholdsfodbolden kan ligge.

- Det har landstræner Åge Hareide blandt andet efterspurgt, siger DBU-formand Jesper Møller.

Hvem der skal sidde i de nye komitéer, er ikke afgjort endnu, men Jesper Møller slår fast, at DBU vil bestræbe sig på at leve op til Danmarks Idrætsforbunds målsætning om 30 procent kvinder.

- Der ligger et pres på mig og den øvrige bestyrelse i den forbindelse, siger Jesper Møller.

Ved repræsentantskabsmødet tog DBU i øvrigt afsked med ni bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen gennemgår en kraftig slankekur og består fremover kun af syv medlemmer mod hidtil 16.

/ritzau/