Ny kulturminister holder fast i forlomme til DR og TV 2
De mest sete tv-kanaler skal meget gerne være dem, der viser de store sportsbegivenheder, mener minister.

De mest sete tv-kanaler skal meget gerne være dem, der viser de store sportsbegivenheder, mener minister.

I mange år har det været et ønske fra politikerne, at flere danskere skal kunne følge med i store sportsbegivenheder som VM i fodbold og Tour de France.
Det er også et stort ønske for kulturminister Zenia Stampe (R), som overtog posten denne sommer og gentager sine forgængeres budskaber fra de seneste år.
Hun ser gerne de mest sete tv-kanaler som DR og TV 2 få en forlomme, når rettighederne til store sportsbegivenheder kommer i udbud.
Det forklarer hun i en pressemeddelelse om den nye sportsliste, der er på vej.
- Med sportslisten giver vi en forlomme til de tv-kanaler, danskerne bruger mest, så de kan byde på markedsvilkår.
- Som noget nyt er både kvindefodbold, Tour de France og de paralympiske lege med på sportslisten, siger Stampe.
Sportslisten blev afskaffet i 2018, fordi den daværende regering ikke mente, den levede op til sit formål.
Men i 2022 var der politisk enighed om at genindføre sportslisten, og nu er det Zenia Stampes opgave at få den ud over rampen.
Cykelløbet Tour de France, kvindernes fodboldslutrunder og de paralympiske lege skal indlemmes på listen, der blandt andet også tæller OL.
DR og TV 2 har dog i forvejen rettighederne til næsten alle sportsbegivenheder på listen. Men for kulturministeren er det vigtigt, at det forbliver sådan.
- Det skaber fællesskab og sammenhold, når vi sammen hepper på de atleter, der repræsenterer Danmark ved større sportsbegivenheder som OL, de paralympiske lege og fodbold- og håndboldslutrunder.
- Atleterne er forbilleder for de mange danskere, der er engagerede i idrættens foreningsliv. Derfor skal så mange som muligt kunne følge begivenhederne på tv, siger hun.
Sportslisten er en liste over større sportsbegivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvortil de mest brugte tv-kanaler har førsteret til at byde på visningsrettigheder.
Der er lagt op til, at de kanaler, som mindst 60 procent af danskerne bruger hver måned, får en forlomme til at byde på rettighederne til større sportsbegivenheder.
Aktuelt betyder det, at DR og TV 2 vil få førsteret til at byde.
Eftersom visningsrettighederne fortsat forhandles på markedsvilkår, vil der ikke være garanti for, at DR og TV 2 byder, og det er heller ikke sikkert, at de ender med at få rettighederne.
Ved EM i kvindefodbold i 2025 havde TV3 og TV3+ rettighederne og viste de danske kampe. I 2027 bliver fodbold-VM for kvinder vist på DR og TV 2.
Ministeren sender i første omgang en bekendtgørelse om sportslisten i høring, før den træder i kraft.
RITZAU