Også i 2027 bliver Luke Donald manden, som skal forsøge at lede Europas Ryder Cup-hold til triumf. Det fremgår af Ryder Cups hjemmeside.
Dermed bliver det tredje gang i træk, at den 48-årige englænder skal være holdkaptajn for det europæiske hold. Han kan således skrive historie, når næste års golfduel mellem Europa og USA afvikles i Irland.
Aldrig i turneringens 45 tidligere møder har en holdkaptajn ført sit hold til tre sejre i træk.
- De seneste to Ryder Cups har betydet meget for mig og min familie. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle få chancen en tredje gang, siger han til hjemmesiden.
- Efter at have fejret sejren søndag aften i New York (i 2025, red.) i kølvandet på en uge med stort pres tænkte jeg, at mit arbejde nok var fuldbragt. Men måske er der endnu lidt historie, som skal skrives.
Da Donald sidste år blev genvalgt som europæisk kaptajn, var det første gang siden 1995, at et af holdene overhovedet gav genvalg til kaptajnen.
Praksis havde siden været, at holdene skiftede kaptajn fra gang til gang uanset resultatet af seneste duel. Det har også været tilfældet for USA fortsat.
I 2018 var Thomas Bjørn den første dansker nogensinde til at være kaptajn for Europa. Ved den lejlighed endte det også i europæisk triumf. Han har flere gange været vicekaptajn for holdet - blandt andet også sidste år.
Der er blevet spillet 12 udgaver af Ryder Cup i dette årtusind. Europa har vundet ni af dem.
Ryder Cup blev etableret i 1927 og kan fejre 100 års fødselsdag næste år.
I første omgang var det en duel mellem USA og Storbritannien frem til og med 1971.
De følgende tre udgaver blev med Irland som en del af det britiske hold, mens det blev ændret til et samlet europæisk hold mod USA fra 1979.
Ryder Cup 2027 afvikles fra 17. til 19. september
/ritzau/
