Ny håndboldstormagt?

Det er måske ikke særlig pænt at lytte til andre folks telefonsamtaler, men er man ikke undskyldt, når man som i mit tilfælde gør det i en god sags tjeneste ?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ATHEN:

Havde jeg ikke siddet lige foran en amerikansk kollega i bussen på vej til Kipketers bronzeløb, kunne jeg ikke have videregivet denne lille nyhed om, at USA måske er en kommende stormagt i håndbold.

Amerikaneren talte længe med sin redaktion derhjemme og fortalte detaljeret om, hvilket historier han ville bruge sine kræfter på i OLs sidste timer.

En var dem var en opfordring til hele det amerikanske idrætssystem om at satse på håndbold. En sportsgren, der ikke er særlig udbredt derovre, men ifølge kollegaen kan den hurtigt blive det:

»Der er alt for mange unge amerikanere, der spilder hele deres ungdom på at komme til tops i basketball. Problemet er imidlertid, at der ikke er plads til dem alle i NBA og de andre store ligaer,« forklarede han uddybende.

»Med de rette trænere vil mange af disse unge hurtigt kunne omskoles til teknisk dygtige håndboldspillere - og fysikken har de jo. Ja, måske kan USA allerede blande sig i medaljestriden i Beijing 2008. Både hos mænd og kvinder. Det er i hvert fald det, jeg vil opfordre dem til i min artikel.«

Man kan så spørge, om den slags bare sådan lige gøres i et snuptag. Eller sagt på en anden måde. Vil det ikke hæmme amerikanerne, at de ikke har nogen håndboldtradition?

»Den kommer af sig selv, når USA begynder at vinde medaljer i sporten,« mente kollegaen.

Jeg mener at kunne huske, at det amerikanske håndboldeksperiment har været forsøgt tidligere uden succes, men hvis USA pludselig blander sig på håndboldkortet, vil det så afgjort være uhyre interessant for sporten, der fortsat skriger på større udbredelse uden for Europa. Også selvom Fjernøsten, Sydamerika og Afrika er kommet på kortet.

Noget helt andet er, at jeg ikke rigtig tror, amerikanerne på få år kan blive en håndboldstormagt, men det ville vel være uamerikansk ikke at tænke stort.

Under alle omstændigheder skal de være meget velkomne til at gøre forsøget.