Ny fodbold-vold ryster italiensk fodbold

Det italienske fodboldforbund sætter hårdt mod hårdt efter drabet på en politimand i forbindelse med en Serie A-kamp.

Ny fodbold-vold ryster italiensk fodbold - 1
En politimand blev dræbt under urolighederne efter kampen mellem Catania og Palermo, da han fik en bombe i hovedet. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

Det skulle have været i weekenden, at Inter nærmest kunne have sikret sig det italienske mesterskab. Endnu en sejr over de nærmeste forfølgere fra Roma ville have givet Milano-klubben et forspring på 14 point. Men sådan skulle det ikke gå. Holdene i den italienske Serie A kommer slet ikke i kamp i denne weekend. Og det italienske landsholds venskabskamp mod Rumænien på onsdag er også blevet aflyst.

Alt sammen fordi italiensk fodbold igen er ramt af vold. Denne gang med døden til følge.

Efter fredagens kamp mellem Catania og Palermo døde en politibetjent under optøjer uden for station. Han blev ramt af en hjemmelavet bombe, som eksploderede i ansigtet på ham.

Ironisk nok startede kampen mellem de to mandskaber med et minuts stilhed til minde om en klubleder, der var blevet overfaldet og drabt, fordi han havde forsøgt at standse et slagsmål under en amatørkamp. Men stilheden havde ikke mærket de to klubbers tilhængere.

Da Palermo kom i front, gik Catanias fans amok. Kampen blev suspenderet i en halv time, og politiet forsøgte at dæmpe urolighederne med tåregas. Lige lidt hjalp det. Og det kostede politimanden Filippo Reciti livet.

Kommission nedsættes
»Det, vi er vidner til, er ikke fodbold, så italiensk fodbold stopper. En dag er ikke nok. Uden drastiske initiativer kan vi ikke fortsætte,« sagde chefen for det italienske fodboldforbund, Luca Pancalli.

Han vil nu tage initiativ til, at der bliver nedsat en kommission, som skal diskutere, hvordan italiensk fodbold kan få gjort op med volden blandt tilhængerne.

Også Italiens præsident, Romano Prodi, er parat til at sætte ind over for fodboldvolden.

»Vi har brug for et stærkt og klart signal for at kunne undgå denne dårlige sammenkobling mellem vold og fodbold, som vi ser mere dramatisk og oftere,« siger Romano Prodi.

I går, lørdag, meddelte præsidenten for Catania, Antonino Pulvirenti, at han stopper.

»Jeg havde håbet, at visse hændelser i løbet af sæsonen, som kostede os hjemmebane, ville have lært os noget. I stedet sker dette,« siger han.

Den rigtige beslutning
Den danske landsholdsspiller, Martin Jørgensen, der scorede det afgørende mål for Fiorentina i sidste weekends kamp mod Livorno, frygter ikke, at volden skal komme til at gå ud over spillerne.

»Det er ikke os, der er i fare. Det er tilskuerne og politibetjentene. Men det kan ikke passe, at det skal være farligt at gå til fodbold. Derfor er det den eneste rigtige beslutning at tage,« siger Martin Jørgensen om weekendens aflysning af kampene i Serie A og Serie B.

»Det sportslige kommer i anden række, når sådan noget sker. Nu handler det om at finde en løsning, som er holdbar,« siger Martin Jørgensen.

Det er ikke første gang, at Italien bliver ramt af uroligheder omkring afviklingen af fodboldkampe. Faktisk går volden i italiensk fodbold helt tilbage til 1979, hvor en Lazio-fan blev ramt og dræbt af en raket affyret af en Roma-fan. I 1995 blev en Juventus-fan stukket ned, før en kamp mod AC Milan. I de senere år har de italienske fans heller ikke kunnet kontrollere deres temperament.

I 2004 gik det ud over den svenske dommer Anders Frisk, da han skulle dømme opgøret mellem Roma og Dinamo Kiev i Champions League. Publikum kastede genstande efter ham, og han blev ramt i hovedet, så blodet flød. Senere samme sæson blev Milans brasilianske målmand, Dida, ramt af en raket, da Milan mødte Inter i semifinalen i Champions League.

Om det italienske fodboldforbund nøjes med at aflyse en enkelt runde i Serie A, vides endnu ikke. Inter-fans må altså væbne sig med tålmodighed, før mesterskabet kan fejres.