Ny FCK-spiller har taget ved lære af gammelt optrin mod Brøndby
I foråret 2025 fik FCK's nye keeper Diant Ramaj en karantænedom efter at have nikket en skalle mod Brøndby.

I foråret 2025 fik FCK's nye keeper Diant Ramaj en karantænedom efter at have nikket en skalle mod Brøndby.

Når FCK's nytilkomne målmand Diant Ramaj næste gang skal møde rivalen Brøndby, bliver det ikke en førstegangsoplevelse for tyskeren.
Under Ramajs første lejeophold i FC København i foråret 2025 gjorde han sig bemærket i et derby ved at nikke Brøndby-reserven Thomas Mikkelsen en skalle, da der opstod tumult efter slutfløjt.
Episoden kostede Diant Ramaj en karantænedom på tre spilledage, men den tilbagevendte målmand har taget læring med fra optrinnet, der var "for meget".
- Men når man har følelser, og klubben dengang og nu er i mit hjerte, prøver man at forsvare den i enhver situation, men det var lidt for meget, og det har jeg skullet lære af. Og jeg håber, at det ikke sker igen, siger Ramaj til TV 2 Sport.
Tidligere mandag præsenterede FCK den tyske keeper på en lejeaftale fra Borussia Dortmund.
Der er også lavet en købsoption i aftalen, så Ramaj kan skifte permanent til FCK næste sommer, hvis parterne ønsker det.
Tilgangen sker dagen efter, at FCK-keeper Dominik Kotarski, der blev hentet dyrt for et år siden, blev knæskadet i udekampen mod Randers FC.
Under sin første lejeaftale i hovedstaden spillede Ramaj 19 kampe på tværs af Superligaen, pokalturneringen og Conference League, og han var med til at vinde "The Double".
I 2025/26-sæsonen spillede han på leje i Heidenheim, der rykkede ud af Bundesligaen.
RITZAU