Divisionsforeningen og Spillerforeningen er blevet enige om en ny overenskomst for spillerne i de bedste danske fodboldklubber på herresiden.
Det oplyser parterne i en fælles pressemeddelelse.
Aftalen gælder fra årsskiftet og frem til sommeren 2030 og er langt hen ad vejen en forlængelse af den eksisterende overenskomst.
Men i den nye aftale sikres blandt andet flere midler til uddannelsesrådgivning, mental sundhed og jobrådgivning.
Formand for Spillerforeningen Jeppe Curth er godt tilfreds med udfaldet.
- Forlængelsen afspejler det gode samarbejde mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen og vores fælles målsætninger for den videre udvikling af dansk klubfodbold.
- Med den nye aftale kan vi fortsætte det gode arbejde, der sikrer spillerne ordentlige vilkår, rammer og muligheder for at trives bedst muligt som professionelle fodboldspillere samt i livet ved siden af og efter fodboldkarrieren, siger han.
Aftalerne gælder for klubberne i de fire bedste danske rækker, Superligaen, 1. division, 2. division og 3. division.
/ritzau/