Nu vil Formel 1's bisse kæmpe med om VM-point

Pastor Maldonado har mest gjort sig bemærket ved gentagende sammenstød med konkurrenter i år. Men ifølge ham selv, vil han i resten af sæsonen kæmpe med om pladserne i top 10.

Pastor Maldonados optimisme på Lotus' og egne vegne gælder dog ikke de første par løb efter sommerferien.

- Glem banerne Spa og Monza. Men når vi kommer til baner, hvor motoren ikke er så vigtig, så kommer vi til at kæmpe med i top 10, siger han i et interview med Autosport.

Pastor Maldonado har i denne sæson tiltrukket sig et ry som en af Formel 1-feltets største bisser. Blandt andet kørte han tidligere i år frontalt ind i siden på Saubers Esteban Gutierrez, som derefter slog en koldbøtte i luften.

Venezuelanerens kompromisløse kørestil har da også givet udslag i flere strafpoint i Maldonados F1-synderegister, som i tilfældet af for mange point resulterer i karantæne.  

På trods af hans hårde kørsel har Lotus allerede offentliggjort, at teamet også har skrevet kontrakt med Pastor Maldonado for 2015-sæsonen. Det er ingen hemmelighed, at han har økonomisk støtte fra hjemlandet, og det kan have været en medvirkende årsag til kontraktforlængelsen. 

Alt det siger Pastor Maldonado ikke noget om i interviewet, hvor han fokuserer på de fremskridt, som Lotus har gjort undervejs i denne sæson.

- Vi er måske ikke de hurtigste, men vi er i en god position. Bilen er meget bedre, og vi har fundet en bedre balance. Jeg er mere selvsikker nu, fordi jeg ved, at teamet er i bedring, siger han.