Nu forklarer Wolfsburg: Derfor kom Bendtner for sent

Læs mere
Fold sammen

Det var angiveligt en misforståelse og ikke decideret sløseri, der var skyld i, at Nicklas Bendtner kom for sent til Wolfsburgs lørdagstræning og blev smidt af holdet.

Forklaringen på, hvorfor danskeren dukkede op en time for sent til Wolfsburgs træningspas lørdag, har ellers ikke været til at få fat i.

Men nu forklarer Nicklas Bendtners klub til BT, at angriberen ganske enkelt havde taget fejl af startidspunktet.

Således oplyser Wolfsburg i en mail til BT, at Nicklas Bendtner troede, at træningen begyndte klokken 17.30, men i virkeligheden skulle han have stået klar en time tidligere - nemlig klokken 16.30.

Skal man tro Wolfsburgs mediechef Florian Mattner, så fandt Nicklas Bendtner først ud af, at han var for sent på den, da han mødte op på anlægget og så holdkammeraterne løbe rundt og træne. Sådan lyder forklaringen i hvert fald nu, efter Florian Mattner gik på jagt efter svaret i forbindelse med Wolfsburgs træning mandag formiddag.

Cheftræner Dieter Hecking udtaler i samme mail til BT, at Nicklas Bendtner er blevet taget til nåde igen, efter han var blevet droppet til Wolfsburgs kamp i weekenden.

»Som hold har vi nogle regler, alle skal overholde. Når man bryder reglerne, er man nødt til at tage konsekvenserne. Men vi har talt med Nicklas om det, og nu er alt okay igen. Der kommer ikke mere i denne sag fra hverken vores ellers hans side,« fortæller Dieter Hecking.

Dermed skulle alt altså være godt igen mellem Nicklas Bendtner og Wolfsburg, og han kan eftersigende allerede være i spil til en plads på holdet, når de skal i kamp næste gang.

Wolfsburg oplyser også, at Nicklas Bendtner ikke har flere kommentarer til sagen.