Novak Djokovic taber i sin første finale i et år

Novak Djokovic har stadig ikke vundet en tennisturnering i et år, efter han tabte finalen i England søndag.

Novak Djokovic måtte nøjes med andenpladsen i græsturneringen i Queen's Club i England, da han tabte finalen til kroatiske Marin Cilic. Tony O''brien/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den serbiske tennisspiller Novak Djokovic må stadig kigge langt efter sin første sejr i en tennisturnering i et år.

Søndag var den tidligere verdensetter i finalen i græsturneringen i Queen's Club i England, der fungerer som opvarmning til grand slam-turneringen Wimbledon.

Djokovic er nede som nummer 22 i verden efter et år med skader og formnedgang, og han vandt senest en tennisturnering, da han sejrede i Eastbourne for et år siden.

Søndag stod Djokovic over for topseedede Marin Cilic, der tabte første sæt 5-7, men kom tilbage og tog andet sæt 7-6, efter at han vandt tiebreaken 7-4.

Dermed skulle der et tredje og afgørende sæt til, og her blev Djokovic brudt en enkelt gang, da kroaten bragte sig foran 5-3 og derefter servede turneringssejren hjem.

Djokovic trak sig fra Wimbledon i fjor med sin skadede albue, og ved French Open i maj røg serberen ud i kvartfinalen.

Djokovic vandt sin seneste major-turnering, da han sejrede i French Open i 2016.

Efter sin nedtur i det seneste år valgte Djokovic at takke ja til et wild card til turneringen i Queen's Club som opvarmning til Wimbledon, der spilles fra den 2. juli.