North forlænger kontrakten med tidligere majorvinder

Markus "Kjaerbye" Kjærbye bliver hos e-sportsholdet North, som samtidig opruster på det sportslige setup.

Markus Kjærbye skiftede i starten af februar 2018 fra Astralis til North. (Arkivfoto) North/Scanpix/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Det danske Counter-Strike-hold North holder på en af de store profiler.

Tirsdag oplyser North i en pressemeddelelse, at 21-årige Markus "Kjaerbye" Kjærbye har sat sin signatur på en kontraktforlængelse. Det oplyses dog ikke, hvor lang kontrakten er.

Den unge e-sportsstjerne skiftede til manges overraskelse fra det danske storhold Astralis til North i februar 2018, hvor North-holdet, som er ejet af Parken Sport & Entertainment og Nordisk Film, var en relativt ny satsning.

Resultaterne har været noget svingende i de små to år siden skiftet, men Markus Kjærbye ser fortsat en god fremtid for holdet.

- North viste mig en ambitiøs ny plan for både holdet og organisationen, lyder det i pressemeddelelsen fra den unge spiller.

Heri oplyses det også, at hele North-organisationen, som fik ny ledelse i oktober, søsætter en ny strategi, vil rebrande sig og ændre logo.

- Rebrandingen ser godt ud og føles god. Og endnu mere vigtigt, folkene bag os i organisationen er fast besluttet på at lykkes. Alt i alt føles det bare som det perfekte hjem for mig.

Markus Kjærbye var en del af det Astralis-hold, som i januar 2017 vandt holdets første majorturnering i Atlanta, men et år efter valgte han altså at skifte til North.

Som en del af den nye strategi på det sportslige område har North ansat Christian Engell som performance coach.

Han har tidligere arbejdet med bland andre fodboldspillerne Kasper Schmeichel og William Kvist.

/ritzau/