Norske fodboldeksperter revser Mike Jensen

mike-filmer
Mike Jensen beskyldes for film Fold sammen
Læs mere

Mike Jensen skaffede Rosenborg det afgørende straffespark i søndagens Tippeliga-kamp mod Sogndal. Men norske eksperter angriber nu danskeren for 'forkastelig' og 'teatralsk' film.

Danske Mike Jensen blev hovedperson, da Rosenborg søndag besejrede Sogndal med 1-0 i den norske Tippeliga. Efter 23 minutters spil faldt Mike Jensen i græsset efter en duel med Sogndals Bjørn Inge Utvik. Dommeren dømte straffespark, og Alexander Søderlund sendte bolden i nettet til 1-0 - kampens resultat.

Efter kampen var Mike Jensen og straffesparket det helt store diskussionsemne blandt gæsterne i fodboldprogrammet FotballXtra på norsk TV2. Et enigt ekspertpanel rasede mod Mike Jensen, som blev anklaget for at have filmet sig til straffesparket.

- Der er ingen tvivl om, at Mike Jensen lægger sig. Der skulle ikke have været straffe til Rosenborg, siger TV2 Norges fodboldekspert, Mini Jakobsen ifølge tv2.no.

Vålerenga-træner, Kjetil Rekdal, er enig:

- Igen Rosenborg-snyd af den værste slags, og det er ikke første gang. Nu ved jeg, at jeg får kritik, fordi jeg er Vålerenga-træner, men det er altså ofte. Det er slemt, siger han.

TV2 Norges fodboldekspert Ole Martin Årst mener ikke, at man kan klandre dommeren for at dømme straffe. Det er først og fremmest Mike Jensen, der skal kritiseres.

- Der er ikke kontakt. Han falder med begge ben igen. Det er teatralsk, og det kan vi ikke have. Vi kan godt sige, at dommeren er dårlig, men det begynder med film, og det er forkasteligt, siger han Ole Martin Årst.