Norsk skakpræsident indrømmer at have snydt

Joachim Birger Nilsen fortæller til NRK, at han snød i tre partier tilbage i sæsonen 2016/17.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Præsidenten for Norges skakforbund, Joachim Birger Nilsen, erkender at have snydt under Pro Chess League i sæsonen 2016/17 som en del af holdet Norway Gnomes.

Det gør han i et interview med NRK.

- Det var ikke lovligt, og det er jeg helt på det rene med. At det er mange år siden, gør det ikke bedre. Det skal man slet ikke, siger Nilsen til NRK ifølge NTB.

Skakpræsidenten fortæller, at han i en onlineturnering havde en anden person i rummet, som var skjult for modstanderne. Han oplyser desuden, at han snød i tre af kampene i den indledende gruppefase af turneringen.

Indrømmelsen kommer i en periode, hvor der er heftig debat om snyd inden for skak.

Den amerikanske stormester Hans Niemann er i centrum i en skakskandale, der involverer anklager fra verdensmester Magnus Carlsen.

Niemann har sandsynligvis snydt i over 100 partier på internettet. Sådan lyder beskyldningen i en rapport fra den populære skakplatform Chess.com ifølge Wall Street Journal, som har haft adgang til rapporten.

/ritzau/