Opdateret

Norsk organisation varsler protester mod Israel til vigtig kamp

Der vil være markeringer mod Israel på tribunerne, når Norge i oktober skal forsøge at spille sig tættere VM.

Palestinakomiteen i Norge vil have Israel udelukket fra fodbold og har allerede markeret sig uden for Ullevaal. (Arkivfoto).
Palestinakomiteen i Norge vil have Israel udelukket fra fodbold og har allerede markeret sig uden for Ullevaal. (Arkivfoto). Foto: Gorm Kallestad/Ritzau Scanpix

Der vil være synlige markeringer på Norges nationalarena Ullevaal 11. oktober, når nordmændene spiller en vigtig VM-kvalifikationskamp mod Israel.

Det varsler den norske organisation Palestinakomiteen, der ifølge sin hjemmeside har eksisteret i 55 år og repræsenterer mere end 13.000 medlemmer.

- Vi er i kontakt med grupper, som vil markere solidaritet med Palæstina inde på tribunerne, siger leder Line Khateeb til nyhedsbureauet NTB.

- Vi forventer ikke, at der bliver konfrontationer, men der vil være forskellige markeringer i Oslo den dag, tilføjer hun.

Palestinakomiteen har tidligere demonstreret uden for Ullevaal og kræver, at Israel bliver udelukket.

Norges Fodboldforbund (NFF) har tidligere slået fast, at en boykot ikke er aktuel.

Forbundet har også understreget, at medbragte bannere og flag skal godkendes på forhånd, og i reglementet fremgår det, at politiske budskaber er forbudte, skriver NTB.

Uden at ville gå i detaljer bekræfter politiet, at man skruer op for sikkerheden til kampen.

- Politiet vil bruge de nødvendige ressourcer for at sikre arrangementet, skriver politiet i en mail til NTB.

NFF meddelte tidligere i september, at overskuddet fra kampen mod Israel kommer til at gå til den humanitære nødhjælpsorganisation Læger uden Grænser, der yder nødhjælp i Gaza.

Norge har foreløbig vundet fem ud af fem kampe i VM-kvalifikationen og har kurs mod sin første VM-deltagelse siden 1998.

/ritzau/