Norsk landsholdsspiller har fået visum til USA efter dansk dom
Andreas Schjelderup kan spille VM for Norge, efter at han har fået visum til USA.

Andreas Schjelderup kan spille VM for Norge, efter at han har fået visum til USA.

Andreas Schjelderup har fået visum til USA og kan spille VM for Norge til sommer.
Det bekræfter Norges VM-chef, Truls Dæhli, til Dagbladet torsdag.
Den 21-årige offensivspiller blev sidste år idømt 14 dages betinget fængsel i Danmark, efter at han erkendte sig skyldig i at have delt seksuelt indhold med personer under 18 år.
Dommen skabte tvivl om muligheden for at få visum til USA, hvor Norge møder Irak, Senegal og Frankrig i sin indledende gruppe ved VM, men den er altså nu ryddet af vejen.
Schjelderup spillede i FC Nordsjælland fra 2020 til 2023, inden han blev solgt til den portugisiske storklub Benfica, efter at han havde imponeret i Superligaen.
Han var i sæsonen 2023/24 tilbage i Superligaen og FC Nordsjælland som lejespiller, men har derefter etableret sig mere i Benfica og på det norske landshold, som han indtil videre har repræsenteret ti gange.
I en Instagram-story fortalte Schjelderup i 2025, at han ikke var klar over, hvad han delte. Schjelderup forklarede, at han kun så de første sekunder af en video med det, han betegnede som to unge mænd.
En ven gjorde Schjelderup opmærksom på, at det var ulovligt at sende den type videoer, så han slettede den med det samme, lød det.
Den norske landsholdsspiller forklarede videre, at han samarbejdede med dansk politi, efter at han blev kontaktet.
/ritzau/