Norsk klub jagter Jan Pytlick

Læs mere
Fold sammen

Ifølge den norske avis Hamar Arbeiderblad, er den tidligere danske kvindelandstræner Jan Pytlick på ønskelisten i håndboldklubben Storhamar.

Klubben er i øjeblikket placeret på 9. pladsen i den bedste norske kvindeliga, og den skuffende sæson fik i sidste uge klubbens cheftræner, Alfred Ørn Finnsson, til at trække sig.

Derfor jagter klubben en ny træner, der skal kunne føre holdet til tops, og her skulle valget være faldet på Jan Pytlick.

Hamar Arbeiderblad påstår, at klubben har ambitiøse planer for fremtiden, og de planer skulle Jan Pytlick være en vigtig del af. Klubbens daglige leder Erik Stensrud er dog ikke meget for at komme med konkrete navne, men indrømmer, at de er i dialog med mulige trænere.

»Vi er helt sikkert ikke bange for at tænke stort. Jeg vil ikke kommentere på enkelte navne, men vi er i dialog med et par stykker,« siger Erik Stensrud.

Storhamar har kun otte point for 13 kampe, hvilket er langt under klubbens forventninger efter flere sæsoner med gode præstationer.