Norsk fodboldboss: Fifa-præsident har mistet stor del af tilliden
Ordet "bestikkelse" blev brugt på Uefa-møde om Fifa-planer, siger den norske fodboldboss Lise Klaveness.

Ordet "bestikkelse" blev brugt på Uefa-møde om Fifa-planer, siger den norske fodboldboss Lise Klaveness.

Det er en "meget alvorlig situation" for international fodbold, at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har planer om at sælge en andel i forbundets turneringer til private investorer.
Sådan lyder det fra præsidenten for Norges Fodboldforbund (NFF), Lise Klaveness, fredag på et pressemøde, skriver Reuters.
Hendes "klare indtryk" er, at Fifa-præsident Gianni Infantino nu "har mistet en stor del af tilliden".
Lise Klaveness deltog torsdag i et onlinemøde med de andre medlemslande i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
- Alle, der talte til mødet, sagde, at det var uacceptabelt. Ordet "bestikkelse" blev brugt. Ikke af os, men af andre, siger hun på pressemødet.
- At bringe eksterne ejere ind i fodboldens kerne er et fremmedelement, og det bør forblive et fremmedelement.
Efterfølgende lød det fra Uefa, at alle 55 medlemslande er klar til at boykotte alle Fifas turneringer, hvis ikke Fifa dropper planerne om at etablere det kommercielle selskab, Fifa Forward Enterprise (FFE).
Lise Klaveness fortæller videre, at Fifas planer kom som en overraskelse for Uefa-landene, hvor kun "meget få" havde hørt om det inden.
Det er ikke første gang, at den norske fodboldpræsident er ude med riven efter Fifa og Gianni Infantino.
I juni sendte det norske fodboldforbund en formel klage til Fifa angående verdensforbundets fredspris.
Klagen blev sendt til Fifas etiske komité for at markere modstanden mod den nyoprettede pris, som blev givet til USA's præsident, Donald Trump, sidste år.
NFF ønsker at få klarlagt, om Fifa-præsident Gianni Infantino og Fifa har brudt egne etiske retningslinjer vedrørende politisk upartiskhed.
RITZAU