Norris følger op på forløsende sejr med ny triumf
Lando Norris vandt for en måned siden for første gang i sæsonen, og søndag gentog han den bedrift i Holland.

Lando Norris vandt for en måned siden for første gang i sæsonen, og søndag gentog han den bedrift i Holland.

Den forsvarende Formel 1-verdensmester Lando Norris (McLaren) har fået hul på bylden.
Søndag vandt han et underholdende hollandsk grandprix på Zandvoort-banen og fulgte op på den første sejr i sæsonen, som han tog for godt en måned siden i det ungarske grandprix.
Præcis som i Budapest var Norris i Holland hurtigst i kvalifikationen og startede i pole position, men hurtigt måtte han overgive førstepladsen til den førende i VM-stillingen, Kimi Antonelli (Mercedes).
Derfra var det en jagt for Norris. Med 18 omgange tilbage generobrede briten førerpositionen. Derfra var det afgjort. Norris havde klart mest fart i raceren.
Antonelli holdt dog fast i andenpladsen og øger sin føring til 63 point i VM-stillingen.
George Russell og Lewis Hamilton (Ferrari) ligger bagved side om side. Med sejren avancerer Norris til en fjerdeplads i den stilling. Han har 83 point op til Antonelli.
Starten på grandprixet på Zandvoort-banen var noget dramatisk.
På en af de første omgange kørte hjemmebanehelten Max Verstappen (Red Bull) galt. Det så voldsomt ud, da hollænderens bil endte i flere dele rundt omkring på asfalten, men Verstappen kunne selv gå fra ulykkesstedet.
Efter en længere pause blev løbet sat i gang igen, og det udnyttede Antonelli til hurtigt at avancere fra sin startposition som nummer tre til forrest i feltet.
Norris trykkede derfra på for at generobre førersædet. Da det skete, var der ikke meget mere spænding tilbage om sejren.
Spænding skulle findes om de sekundære placeringer, hvor Hamilton på fjerdepladsen jagtede Mercedes-duoen på anden- og tredjepladsen.
Det lykkedes ikke, og dermed tog stjerneskuddet Antonelli et nyt skridt mod VM-titlen.
RITZAU