Norge spolerer islandsk VM-forfest med sejr i Reykjavik

To norske indskiftere forvandlede sejrsdans til bekymrede miner for Islands landshold forud for VM.

Læs mere
Fold sammen

Reykjavik. Den islandske VM-eufori led lørdag aften et knæk i Reykjavik, da det norske landshold var på besøg i en testkamp forud for slutrunden i Rusland, der starter om to uger.

Norge, der nu har den tidligere landstræner for Island Lars Lagerbäck ved roret, kunne nemlig rejse hjem med en 3-2-sejr i bagagen.

Lagerbäcks tropper kom bedst fra start i det nordiske opgør, da Bjørn Maars Johnsen bragte gæsterne foran efter 15 minutters spil.

Island bragte balance i regnskabet på et straffespark en halv time inde i kampen.

I anden halvleg blev VM-festen for alvor skudt i gang, da den islandske stjerne Gylfi Sigurdsson gjorde comeback efter en skadepause med en indskiftning i det 64. minut.

Euforien blev ikke mindre, da samme Sigurdsson blot fem minutter senere bragte værterne i front med et flot lob over den norske målmand på en returbold.

Herefter lignede værterne et hold med selvsikker kurs mod sejren.

Men den islandske sejrsdans blev forvandlet til bekymrede miner, da to norske indskiftere vendte billedet i kampens sidste ti minutter.

Først formåede Joshua King at pille bolden fra den islandske keeper og prikke den ind til udligningen i det 80. minut.

Og fem minutter senere kunne Alexander Sørloth gøre det til 3-2 til Norge efter en assist af King.

Når VM begynder 14. juni, er Island den mindste nation, der nogensinde har kvalificeret sig til slutrunden.

I modsætning til Island må de norske landsholdsspillere se sommerens VM fra sofaen.

Til gengæld kan de glæde sig over, at de nu har vundet de seneste fem kampe.

/ritzau/