Sommerens Tour de France for mænd var en udpræget succes for Uno-X, og det norske cykelhold fortsætter opturen i kvindernes udgave, Tour de France Femmes.

På mandagens 3. etape leverede den 27-årige nordmand Sigrid Ytterhus Haugset (Uno-X) en imponerende præstation, da hun vandt etapen efter 88 kilometer alene i front.

Nordmanden, der inden 3. etape kun havde én professionel sejr, overtager samtidig den gule trøje fra hurtige Lorena Wiebes (SD Worx), der har domineret de to første etaper i det franske etapeløb.

Haugset var en del af tirsdagens udbrud, men kørte et godt stykke fra mål væk fra sine følgesvende.

Lotte Kopecky (SD Worx) var den eneste, der undervejs var tæt på nordmanden, men verdensmesteren på landevej i 2023 og 2024 fangede aldrig Haugset.

Feltet med alle de store favoritter kom i mål små tre minutter efter etapevinderen.

Sigrid Ytterhus Haugset var kommet afsted i et udbrud på i alt 11 ryttere. Med mere end 80 kilometer til mål må den norske mester på landevej have kunnet mærke, at benene var til mere.

Hun stak i hvert fald væk fra de øvrige udbrydere og fortsatte på egen hånd.

Feltet undervurderede måske en smule Haugset. Hun opbyggede i hvert fald et ganske komfortabelt forspring på over fem minutter.

Kopecky kunne godt se, at der skulle ske noget, og hun forsøgte selv at lukke hullet op til den stærke nordmand.

De to lå i mange kilometer med cirka et minut imellem dem, mens feltet jagtede bagfra.

I finalen lignede det, at Haugset gik kold, og Kopecky ville få kontakt.

Men da hullet mellem dem var på omkring ti sekunder med ti kilometer til mål, fik nordmanden fornyede kræfter.

Haugset, der ellers havde set lidende ud i mange kilometer, genfandt trådet og tog en imponerende sejr.

Kvindernes Tour de France køres over ni etaper og afsluttes 9. august med en etape, der begynder og slutter i Nice.

RITZAU