Ishockeylandsholdets samlinger i november er normalt en chance for spillere fra Metal Ligaen eller i landsholdets yderste periferi for at vise sig frem for landstræneren, mens de rutinerede stamspillere får en tiltrængt pause.
Sådan er det ikke denne gang.
Vinter-OL venter om tre måneder, og denne uges firenationersturnering i Frankrig er sidste chance for at imponere landstræner Mikael Gath, inden han sætter navne på de spillere, der skal med til legene i Milano.
Ved OL råder Gath over alle de danske spillere i Nordamerika, og det betyder, at profiler, der var med til at føre Danmark til en historisk fjerdeplads ved VM tidligere på året, er i overhængende fare for at misse OL.
- Der kommer to forwards og to målmænd fra Nordamerika, så der kommer til at blive hård konkurrence om pladserne, og derfor er det en vigtig turnering, vi står overfor i de næste dage, siger landstræner Mikael Gath.
Han henviser til Lars Eller, Oliver Bjorkstrand, Frederik Andersen og Mads Søgaard, der ikke var med i Herning. De tre førstnævnte er blandt de seks spillere, som ishockeyunionen har forhåndsudtaget til OL.
Også andre navne presser på for at mase VM-spillerne ud af holdet. Man skal for eksempel ikke udelukke et comeback til en mangeårig landsholdskæmpe.
- Frederik Storm er i højeste grad stadig aktuel for landsholdet. Han var skadet under VM og har desværre måttet takke nej til denne turnering af personlige grunde, men han er helt sikkert interessant, fastslår Mikael Gath.
Den 36-årige forward spiller stadig på højt niveau hos Köln i den bedste tyske række sammen med en anden landsholdsforward, Patrick Russell, der heller ikke er med i Frankrig.
- Russell spiller med en lille skade i øjeblikket. Han er ikke helt 100 procent, når han spiller, og så er det bedre, at han kan få en lille pause nu, så vi forhåbentlig får en helt frisk Russell til OL, siger Mikael Gath.
Danmark indleder firenationersturneringen mod de franske værter torsdag aften. Derefter venter Ungarn og Norge fredag og lørdag.
Selv om Milano ligger flere måneder fremme i tiden, er denne uge det nærmeste, landsholdet kommer på en OL-træningslejr.
- Vi rejser derned den 5. februar og begynder at træne den 6., men spillerne fra Nordamerika kommer først tre dage senere, så det er ikke meget tid, vi får sammen inden første kamp 12. februar.
- Derfor er det her en meget vigtig uge for os og en god mulighed for at genopfriske de ting, vi har arbejdet med, og den måde, vi gerne vil spille på, siger Mikael Gath.
Der er plads til 25 spillere i OL-truppen. Det Internationale Ishockeyforbunds (IIHF) regler tillader 22 markspillere og tre målmænd.
/ritzau/
