Affyring af pyroteknik til opgørene mellem FC København og Brøndby har været en fast ingrediens gennem mange år. Begge klubber er blevet straffet mange gange - blandt andet med forbud mod udebanefans til derbykampene.

Søndagens opgør i Parken blev indledt med både romerlys og raketaffyring fra Brøndbys fans. Kampstart blev forsinket fem minutter, fordi en tung sort røg skulle lette, før dommer Jakob Sundberg kunne sætte kampen i gang.

Det bliver uden tvivl en sag for disciplinærinstansen under Dansk Boldspil-Union (DBU). Udelukkelse af udefans kan blive udkommet - det forventer Brøndby-træner Thomas Nørgaard i hvert fald.

- Hvis det er, at vi ender med at afbryde fodboldkampe og nu måske skal spille uden vores tilskuere, så står vi jo et sted, hvor det, vi er fælles om som samlet enhed og gode forbilleder, kommer til at ramme os. Vi kommer til at savne vores tilskuere, siger Nørgaard.

Han vil ikke sende hverken opsange eller gode råd i retning af fansene. Men han ærgrer sig over potentielt at skulle undvære opbakningen fra lægterne i en eller flere kampe.

I den modsatte ende har FCK også gennem tiden haft problemer med at afholde fansene fra at skyde fyrværkeri af. Men søndag var der ikke noget af den slags hos hjemmeholdets fans.

Det lignede, at en samlet fangruppe var blevet enig om, at det var vigtigere at kunne komme til kommende derbyer.

Det glædede Bo Svensson.

- Jeg kan kun tage hatten af for den måde, vores fans støttede holdet på en fantastisk måde og undlod at gøre det, som måske kunne betyde, at de ikke var med til næste kamp, siger træneren, som dog også opfordrer til at give fans lidt albuerum til at skabe stemning med pyroteknik.

- Jeg skal jo passe på, hvad jeg siger. Men jeg synes da, det er lidt ærgerligt, for det er noget af stemningen. Det må selvfølgelig bare ikke gå over gevind.

Han nyder opgørene mod Brøndby mest, hvis begge fangrupperinger er til stede på stadion, og derfor kom han heller ikke til at gå med i det kor, som vil kræve nedlukning af Brøndbys fantribune, hvis det kommer på tale.

- Jeg synes, det hører med til kampene, at begge lejre er der. Det er det, som giver det specielle. Det er det, som giver x-faktoren, mener han.

FCK vandt søndagens derby med 1-0. Det samme var tilfældet, da de to mandskaber mødtes i september på Brøndby Stadion.

RITZAU