Nøgen på piedestalen

Fodboldens absolutte superstjerner, Barcelonas Lionel Messi (tv,) og Real Madrids Cristiano Ronaldo (th.). Foto: DANI POZO 3 Fold sammen
Læs mere

I den forgangne uge oplevede vi igen flere eksempler på tidens enorme fokus på sportens ikoner. I England skrev og talte de største sports­medier om lørdagens konfrontation mellem Chelseas Diego Costa og Manchester Citys Sergio Agüero – Premier Leagues to farligste angribere. Mødet mellem holdenes to spilskabere, Eden Hazard og Kevin De Bruyne, blev markedsført som Slaget om Belgien.

I Spanien var mønsteret det samme frem mod El Clásico mellem FC Barcelona og Real Madrid. Optakten til fodboldverdenens største klubkamp var vanen tro præget af duellen mellem de to klubbers altoverskyggende profiler, Cristiano Ronaldo og Lionel Messi. Denne gang lød de enkle konklusioner, at Costa og Hazard besejrede Agüero og De Bruyne, mens Ronaldo og Messi spillede uafgjort.

Vidste man ikke bedre, skulle man efterhånden tro, at fodbold var en individuel sportsgren. At Juventus’ medgang afhænger af Gonzalo Higuaíns målform, at Robert Lewandowski udgør halvdelen af FC Bayern Münchens mandskab, og at Manchester Uniteds medgang står og falder med Zlatan Ibrahimovićs spillehumør.

Glemt er tilsyneladende den oplagte realitet, at hvis bare en eller to af hovedpersonens holdkammerater har en dårlig dag, falder hele læsset. Fodbold er stadig først og fremmest en holdsport.

Det samme er håndbold og basketball, og alligevel bliver vores kikkertsigte også her stadig snævrere. NBAs største navn, Cleveland Cavaliers’ LeBron James, har 33,7 millioner følgere på Twitter, mens Golden State Warriors’ small forward Kevin Durant har 15,2 millioner fans på samme medie. Begge globale superstjerner tjener på den rare side af 25 millioner dollar om året.

Ifølge sportsavisen L’Équipe modtager fransk rugbys største spiller, Racing 92s newzealænder Dan Carter, 116.000 euro om måneden, mens Paris Saint- Germains danske håndboldprofil Mikkel Hansen har en månedsløn på 80.000 euro. Det til trods for at begge sports­grene har en stærkt begrænset udbredelse. Der findes italienske og spanske fodboldklubber, hvor spilleren med den højeste hyre tjener mere end truppens ti lavest lønnede tilsammen.

Også i de individuelle sportsgrene har vi en tendens til at se bort fra holdet bag den prominente udøver.

Tennisspilleren Andy Murray har oplevet et formidabelt 2016. Skotten vandt Wimbledon, nåede finalen i Australian Open og på Roland Garros, sejrede for nylig i sæsonfinalen i London og slutter året som ny verdensetter. Succesen er ikke tilfældig. Murray har gennem årene samlet den fornødne ekspertise omkring sig og garderes i dag af en mindre hær af fysiske, økonomiske og mentale vejledere.

Det samme kunne vi sige om en række af hans tenniskolleger, de største golfspillere, atletikudøvere og svømmere. Den ensidige promovering giver muligvis mening kommercielt, men ikke sportsligt.

Fokusset på sportens ikoniske hovedpersoner er dog ikke nyt. Også i 1950erne dyrkede medier, tilhængere og sponsorer verden over deres helte: Rocky Marciano (boksning), Maurice Richard (ishockey), Bob Cousy (basketball), Emil Zátopek (atletik) og Ferenc Puskás (fodbold) for nu bare at nævne fem.

Men i løbet af de seneste 15-20 år er koncentrationen i opmærksomhed og lønkroner intensiveret voldsomt. Det var i dagene efter de voldsomme hooliganoptøjer under Europa Cup-finalen mellem FC Bayern München og Leeds United på Parc des Princes i Paris i 1975, at The Times på lederplads skrev, at »fodbolden holder et spejl op for vores samfund, og hvis samfundet ikke bryder sig om, hvad det ser, er det ikke bare fodboldens skyld.«

Pointen er ikke helt forkert, men heller ikke helt nøjagtigt. Elitesporten fremviser det samfund, den foregår i, men ofte som et vildt forstørrelsesglas. Tendenser forhøjes og konflikter optrappes. Sporten er det troldspejl, vi kigger i, når vi prøver at forstå os selv. I iveren efter klare helte og skurke ønsker vi at hænge vores hat på én krog, men den smalle dagsorden har en oplagt skyggeside.

For lige så feteret sportsstjernen kan være, lige så dybt kan han eller hun falde. Den massive dopingbekæmpelse er måske det bedste eksempel. Få uger før OL i år valgte Den Internationale Olympiske Komité ikke at efterkomme Det Internationale Antidopingagenturs opfordring til at udelukke Rusland fra alle internationale sportsbegivenheder efter afsløringerne af systematisk statsdoping.

Resultatet blev, at de russiske atleter, der medvirkede i Rio de Janeiro, måtte tage skraldet og lægge ryg til massive pibekoncerter. Det samme gør sig gældende år efter år i Tour de France, cykelsportens største etapeløb.

Det er Chris Froome, som får smidt urin i ansigtet, ikke Team Skys general manager eller præsidenten for Den Internationale Cykelunion. Her står sportsprofilen urimeligt afklædt, og piedestalen bliver en udsat position.

Samme rollefordeling genfinder vi i de seneste dages afsløringer af millioner af dokumenter, der angiveligt viser, hvordan nogle af verdens største sportsudøvere, sportsklubber og sportsagenter på snedig vis har forbrudt sig mod gældende skatteregler. Det er Ronaldo, der pryder de tyske, spanske og danske avisforsider.

Det er ironisk, at vi ønsker at gøre eliteidræt til et simpelt spørgsmål om den enkelte mand og kvindes svimlende betydning, sportsudøveren i ental, mens antallet af fysiske trænere, mental­coaches, diætister, karriereplanlæggere, PR-medarbejdere, økonomiske rådgivere og agenter kun stiger.

Aldrig har vejen til succes – eller fiasko – i sportens verden været mere kollektiv end nu.

Asker Hedegaard Boye er cand. mag. i idéhistorie og analyserer international fodbold i Berlingske.