Nikolej Krickau mareridtsdebuterer i Berlin med ydmygelse

Champions League-vinderen Magdeburg lammetævede Füchse Berlin med 39-32 i Nikolej Krickaus debut på bænken.

Mathias Gidsel og Füchse Berlin ramte slet ikke dagen og fik på hjemmebane en øretæve af Magdeburg. Andreas Gora/Ritzau Scanpix

Nikolej Krickau fik lørdag en skrækstart som cheftræner og sportschef i Füchse Berlin, da den forsvarende tyske mester i egen hule tabte 32-39 til seneste sæsons Champions League-vindere fra Magdeburg i den tyske Bundesliga.

Magdeburg offensive profiler gjorde kampen igennem, hvad der passede dem, og Krickaus tropper fik aldrig sat en prop i defensiven.

I den anden ende kunne Berlins angreb ført an af Lasse Andersson og Mathias Gidsel ikke følge med Magdeburgs høje scoringsfrekvens. Det gav sæsonens første nederlag.

Det var en bombe, der sprang tidligere på ugen, da hovedstadsklubben sagde farvel til både cheftræner og sportschef og hev den danske træner ind til at indtage begge roller.

Lørdag stod 38-årige Krickau så for første gang på sidelinjen i den tyske hovedstadsklub mod mesterskabsrivalerne, og det blev ikke en køn debut.

Allerede i indledningen blev det tydeligt, at værterne slet ikke kunne styre Magdeburgs tempofyldte angrebsspil, som Felix Claar og Ómar Ingi Magnússon ledte an i.

Efter 11 minutter havde gæsterne lavet ti mål og var foran med fem. Det fik Krickau til for første gang som Berlin-træner at kalde sine spillere til samling.

Det gav en kort optur for Berlin, der bragte gæsternes forspring ned på to mål, men den varede kort.

I Bundesligaen bliver fejl straffet prompte, og da værterne lavede en hel del af dem og samtidig havde flere store afbrændere, øgede Magdeburg føringen på ny.

Gæsterne fandt hurtigt igen melodien offensivt og broderede sig gang på gang gennem Füchse Berlins forsvar. Op mod pausen kom Magdeburg foran 22-13.

I anden halvleg blev det en regulær ydmygelse, hvor gæsternes føring undervejs rundede 12 mål.

Füchse Berlin reddede i de sidste minutter en smule af æren, men det ændrede ikke på, at det var en debut, som Nikolej Krickau nok helst vil glemme hurtigst muligt.

/ritzau/