Nikolaj Ehlers melder sig VM-klar for Danmark

Winnigpeg Jets deltager ikke i NHL-slutspillet, og Nikolaj Ehlers støder til den danske VM-trup i ishockey.

Det danske ishockeylandshold får glæde af Nikolaj Ehlers til VM.

Det meddeler Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse.

- Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg havde lyst til at spille VM for Danmark. Det var en kanon oplevelse i Moskva sidste år, og jeg glæder mig rigtig meget til at støde til holdet og igen kæmpe for Danmark, siger Nikolaj Ehlers.

Nordjyden spiller til dagligt for Winnipeg Jets i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Winnipeg Jets er ikke en del af slutspillet i NHL.

/ritzau/