Nicki Pedersen brækker hånd og ribben i slemt styrt

Under et løb i den polske liga stødte Nicki Pedersen sammen med australske Jack Holder i første heat.

Nicki Pedersen har tidligere vundet VM i speedway. (Arkivfoto.) Sportxpress/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den 42-årige danske speedwaykører Nicki Pedersen er kommet slemt til skade i et styrt.

Under et løb i den polske PGE Ekstra Liga for sit klubhold Zielona Gora stødte danskeren sammen med australske Jack Holder fra modstanderne, Torun, i første heat.

I et opslag på Nicki Pedersens Facebook-side står der, at styrtet højst sandsynligt har kostet en brækket hånd og brækkede ribben.

»Nicki var involveret i et meget slemt styrt.«

»Han er stadig på hospitalet, og selv om han har meget ondt, fik vi stadig et lille smil, da vi talte med ham,« står der i opslaget.

Lars Munkedal, der er holdleder for Nicki Pedersens danske klub, Holsted, har været i kontakt med den tredobbelte verdensmester.

Ifølge ham har Pedersen brækket sin ene hånd og tre-fire ribben. Derudover skal han angiveligt opereres i en finger og døjer med lungeproblemer som følge af styrtet.

»Og så skriver Nicki videre til mig, at han har fået masser af morfin til at tage toppen af smerterne. Foreløbig har han fået at vide, at han skal blive på hospitalet i Polen, så det er virkelig alvorligt,« siger Munkedal til Jyllands-Posten.

Den nu 42-årige Nicki Pedersen vandt VM-serien i 2003, 2007 og 2008.

Jack Holder slap umiddelbart for skader og sikrede ti point til det polske hold Torun i løbet, som vandt 44-46.

/ritzau/