NHL-hold afværger historisk comeback i Stanley Cup
Florida Panthers færdiggjorde arbejdet mod Edmonton Oilers og vandt Stanley Cup for første gang.

Florida Panthers færdiggjorde arbejdet mod Edmonton Oilers og vandt Stanley Cup for første gang.

Florida Panthers sikrede sig natten til tirsdag dansk tid sit første Stanley Cup-trofæ ved at vinde den syvende og afgørende kamp. Dermed vandt Florida Panthers med 4-3 i kampe i det samlede regnskab.
Det skete med en kneben 2-1-sejr over Edmonton Oilers i den sidste finalekamp i den bedste nordamerikanske ishockeyrække, NHL.
Det var første gang siden 1945, at Stanley Cup-finalen gik til syvende kamp, efter at et af holdene havde ført med 3-0 i kampe, som Florida Panthers havde gjort.
- Det er ikke en drøm længere. Det er virkelighed, siger Florida Panthers-stjernen Matthew Tkachuk.
Der blev kun scoret tre gange i den sidste finalekamp.
Carter Verhaeghe bragte Florida Panthers på 1-0 fire minutter inde i første periode, før svenske Mattias Janmark udlignede to minutter senere.
Canadieren Sam Reinhart scorede det afgørende mål for Florida Panthers i anden periode.
- Det er det største, jeg har oplevet indtil nu. Intet kan toppe dette, siger Florida Panthers-spilleren Aaron Ekblad.
Slutspilsrunderne i NHL spilles i bedst-ud-af-syv-format. Man skal dermed vinde fire kampe over modstanderholdet for at vinde finalen.
Florida Panthers strøg til sejr i finaleseriens første tre kampe, og i en rum tid lignede det, at Stanley Cup-trofæet for første gang ville finde vej til "The Sunshine State".
For to uger siden indledte Edmonton Oilers forsøget på et historisk comeback og blæste Florida af banen med 8-1. For en uge siden tog holdet endnu en sejr på 5-3.
Natten til lørdag dansk tid lykkedes det Edmonton Oilers at udligne til 3-3 i det samlede regnskab. Men comebacket blev ikke fuldført til sidst.
/ritzau/