NFL-stjerne i trekantsdrama: To kærester gjorde ham 3,5 mio. fattigere

Det lyder muligvis som en sjov og spændende idé med to kærester på én gang, men for NFL-stjerne Le’Veon Bell endte det med at koste ham 3,5 millioner kroner.

Le’Veon Bell forlod sit hus i Florida 25. maj for at tage en tur i motionscenteret og holde sin form nogenlunde ved lige, mens NFL-sæsonen er på pause.

Og mens han muligvis har godtet sig ved tanken om at vende hjem til lidt eftermiddagshygge med sine to kærester, havde de to kvinder en lidt anden plan for dagen.

For den 27-årige NFL-spiller kom hjem til et hus, hvor hans skab var helt rodet igennem og alle hans smykker var væk. Det skriver New York Post, som har set politirapporten.

Le’Veon Bell havde ifølge den amerikanske avis smykker til en værdi af 3,5 millioner danske kroner, og heriblandt var der blandt andet et Black Panther-halssmykke med sorte og hvide diamanter, to guldkæder og et Rolex-ur. De var alle væk - sammen med de to kvinder.

Politiet blev tilkaldt, og de undersøger nu den lidt spegede sag.

Le’Veon Bell har siddet udenfor i hele 2018 med en skade, men han mangler altså ikke penge af den grund. Han har netop underskrevet en fireårig kontrakt, som vil indbringe ham 350 millioner kroner.

Men han vil nok alligevel gerne have sine smykker tilbage. Kæresterne lever han muligvis uden.