Det skal blive nemmere for den amerikanske regering at opfange og destruere droner, der kan udgøre en sikkerhedstrussel mod blandt andet stadioner.
Det mener USA's bedste liga for amerikansk fodbold, NFL.
Sammen med justitsministeriet og det amerikanske forbundspoliti, FBI, vil ligaen opfordre Kongressen til at udvide regeringens beføjelser på området.
Det vil ske under et møde med et underudvalg i Repræsentanternes Hus tirsdag.
Ifølge NFL's sikkerhedschef, Cathy Lanier, steg antallet af droneflyvninger i luftrummet over stadioner under NFL-kampe sidste år til 2845. Det var over 300 flere end året før.
Forud for større amerikanske sportsbegivenheder er droneflyvninger forbudt op til 1000 yards - 914 meter - over stadion og i en radius af fem kilometer fra stadion.
Det Hvide Hus og flere sportsligaer har siden 2022 presset på for at udvide beføjelser til at opsnappe dronerne.
NFL, baseballligaen Major League Baseball og andre har tidligere advaret om, at lufthavne og sportsbegivenheder er "i betydelig risiko for ondsindet og uautoriseret dronedrift".
- Det er tid til at handle og sørge for fansenes sikkerhed, har Cathy Lanier planlagt at sige under mødet i Repræsentanternes Hus, viser dokumenter, som Reuters på forhånd har fået indsigt i.
Manglen på beføjelser gør også blandt andet den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, sårbar. Sådan lyder det i en fælles udtalelse fra justitsministeriet og FBI.
- Vi er også nødt til at give aktører, der står for driften af kritisk infrastruktur, mulighed for at beskytte deres faciliteter og materiel, lyder det i udtalelsen.
/ritzau/Reuters
