NFH får tiltrængt Champions League-oprejsning i Norge
Efter fire nederlag i træk fik Nykøbing Falster vendt skuden med en storsejr på udebane i Champions League.

Efter fire nederlag i træk fik Nykøbing Falster vendt skuden med en storsejr på udebane i Champions League.

Nykøbing Falsters håndboldkvinder fik lørdag revanche i Champions League mod norske Storhamar.
Efter et tungt nederlag på hjemmebane for en uge siden tog NFH til Norge og knuste hjemmeholdet 26-18.
Med sejren fik NFH brudt en dårlig stime på fire nederlag i træk i Europa. Holdet er nu oppe på fem point efter otte kampe.
Det sender foreløbig danskerne ind i Champions League-gruppens top-6, der går videre til næste fase af turneringen.
Kroatiske Podravka kan dog overhale NFH igen med en sejr senere lørdag.
Da NFH mødte Storhamar i sidste uge, vandt nordmændene 31-25 efter en kamp, hvor de især udnyttede danskernes dårlige første halvleg.
I returopgøret så det kortvarigt ud til at gå samme vej, da Storhamar kom bedst fra start. Men gæsterne svarede godt igen og sluttede første halvleg stærkt.
Maja Magnussen gik forrest med fem scoringer i de første 30 minutter, mens Mia Svele og Clara Lerby bidrog med tre mål hver i første halvleg.
Det sikrede de danske gæster en føring på 14-11 ved pausen.
Storhamar kom stærkt ud til anden halvleg og fik på få minutter udlignet.
Et par vigtige scoringer fra Lerby bremsede dog det norske momentum og holdt NFH foran.
Danske Christina Pedersen spillede en god kamp og holdt længe nordmændene inde i opgøret.
Et par yderligere scoringer fra NFH's Magnussen øgede dog føringen til 20-16, og gæsterne havde overtaget med ti minutter tilbage.
NFH slap ikke speederen, men fortsatte med at øge afstanden og endte med at give de norske værter en lussing.
RITZAU