Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Pastor Newton Lobato Filho var midt i sin prædiken en søndag aften for otte år siden, da han stoppede op og bad en tynd 14-årig knægt rejse sig. Foran 600 troende tilhørere fortalte han drengen, at Gud havde talt til ham og sagt, at teenageren en dag ville blive en af verdens allerfineste fodboldspillere.
Det er pastorens søn, Newton Lobato Netto, der fortæller historien, som man kan vælge at tro mindst tre ting om. Man kan tro, at den er løgn. Man kan tro, at pastoren var særdeles dygtig udi disciplinen at spotte talenter. Eller man kan tro på, at Gud rent faktisk talte til ham.
For præsten fik ret. Og drengen var Neymar.
I dag er teenageren blevet 22 år, et idol for 200 mio. brasilianere, endnu flere fodboldfans i resten af verden og endelig ved at indløse det talent, pastoren forudså, og som placerer ham et sted mellem religion og fodboldfanatisme. Neymars første månedsløn efter han var skiftet til Santos var på 450 reais (1.100 kroner). Hans mor tog en tiendedel og skænkede til kirken i São Vicente, hvor pastor Filho prædikede, og hvor familien altid var kommet. Senere voksede hans løn til 800 reais, og donationen steg til 80. Gud var begyndt at teste ham, og en dag steg hans løn til 400.000 reais om måneden.
»Caramba! Åh Gud, hvordan skal vi kunne betale 40.000 reais i tiende? Det svarer til en bil, mand! Men så igen... du kommer i tanker om, at Gud er trofast – og bang! Så betalte han 40.000 reais.«
Det er Neymars far, der fortæller historien, og den stopper ikke der. Neymars løn blev ved at stige, og tienden fulgte med. Gør det ondt at betale så meget? spørger Neymar Senior og svarer selv:
»Over for Gud gør intet ondt.«
Neymar Junior er Brasiliens mest portrætterede mand i disse dage, disse uger. I disse år. Han er på alle forsider, i alle reklamer, på alles læber. Hans navn er på ryggen af alle, og han bærer alle på sin ryg. Igen i aften i VM-ottendedelsfinalen mod Chile.
Blasfemi med Neymar på korset
Indtil Confederations Cup sidste sommer var det forventninger uden indhold. Forventninger baseret på forhåbninger, der blev til skuffelser og kritik, og i oktober 2012 symboliserede magasinet Placar jagten på Neymar med en forside af ham hængende på korset. Den mødte stor kritik i Brasilien, hvor ærkebiskopper vogter over kirkens symboler og insisterer på at holde religionen hævet over fodbold. Da Kristus-statuen i Rio de Janeiro inden VM blev brugt som reklamesøjle for den italienske tv-station RAI og for bettingfirmaer i både Danmark og Australien, bragede ærkebiskopdømmet tilbage med erstatningskrav på op imod 100 mio. kr.
»Man udnytter ikke ting, der er hellige for folk, alene for annonceringens skyld, og jeg synes, at fodbold som et verdensomspændende spil burde være følsomt over for den slags og helt tydeligt vise sin foragt for den slags annoncering,« sagde advokaten Tim Costello.
Men for almindelige fodboldfans og journalister er symbolikken for tyk til, at lade Criso Redentor, Kristus Frelseren, stå helt alene deroppe på Corcovado-bjerget. Hver dag valfarter de (og vi) derop for at lade sig fotografere med flag, landsholdstrøjer, hatte, parykker og tatoveringer og en næppe helt ægte tro på, at en bøn ved alteret i soklen under kristi fødder hjælper deres landshold. ’Men hvad nu hvis’.
Frelst af Neymar
Tirsdag, dagen efter Neymars fjerde VM-scoring, stod det næsten uomgængelige på en af aviserne: ’Neymar Redentor’, Neymar Frelseren, over billedet af den dobbelte målscorer knælende og med to fingre pegende mod himmelen, og før VM var Neymar, Lionel Messi og Cristiano Ronaldo manipuleret ind i et billede af Kristus-statuen med armene i samme position som ham. Fodboldens frelsere i almindelighed. Deres landsholds i særdeleshed.
»Da spillet så værst ud, tog Neymar igen holdet på ryggen,« skrev Brasiliens største sportsavis, Lance!, og i aften er det igen Neymar, alle vil kigge mod.Der var engang, da det var Pelé, der fik al den opmærksomhed, Neymar er genstand for i dag. Det siges, at han engang blev spurgt, om hvem der egentlig var mest kendt af ham og Jesus. Han svarede angiveligt, at Jesus ikke var så kendt i Asien og lod resten af svaret hænge lidt i luften. Sådan er det stadig. Blandt dagens unge er Neymar blot mere kendt end Pelé. Det har gjort ham til et idol, der på plakater og i reklamepauser giver ’thumbs up’ til alt fra taletidskort til energidrikke, og hver gang en annonce giver bonus, ryger der skillinger i kirkebøssen i São Vicente, hvor de ifølge Neymar Senior for et par år siden byggede et nyt helligt hus for sønnens donationer.
På Corcovao lyser statuen gult og grønt her til aften. Hver dag under VM skifter den kulør, oplyst af projektører i aktuelle holds farver, og kigger man i den rigtige retning, kan man se den fra selve Maracanã, der ligger lige ved foden af bjerget lidt bagud til venstre for Frelseren.
Der er mange historier om, hvad der vil ske, hvis Brasilien ryger ud eller vinder. Nogle siger, at Kristusfiguren pakker sin taske og skrider, hvis ikke Brasilien tager guld. Andre at han kigger med, når Brasilien spiller på Maracanã, og at han vil følge finalen med et diskret blik over venstre skulder. Måske vil han se Neymar afgøre det hele, sådan som brasilianerne tror og beder for. Halvt i alvor, halvt i spøg.
For Neymar er religionen alvor:
»Livet giver kun mening, når vores højeste ideal er at tjene Kristus,« har han sagt engang.
Spøgefugle vil mene, han gør det bedst ved at score det afgørende mål i dag og siden 13. juli, når det hele skal afgøres. Det vil de alvorlige måske egentlig også. Ikke mindst Pastor Newton Lobato Filho, fodboldpræsten fra São Vicente.