Tennisspilleren Clara Tauson fik i onsdagens sejr i anden runde ved Australian Open bevist over for sig selv, at hun besidder en stærk mentalitet, når presset vokser sig stort.
Den 23-årige dansker besluttede at lægge al nervøsitet til side på de afgørende bolde i et nervepirrende tredje sæt, da hun slog usbekeren Polina Kudermetova med 6-3, 3-6, 7-5.
- Jeg er bare glad for, at jeg kom godt ud på den anden side.
- Hun blev ved med at komme tilbage, og det gjorde mig lidt nervøs. Så det er dejligt at være videre i turneringen, siger Clara Tauson.
- Det er den første rigtig tætte kamp, jeg har haft i år, så det er meget brugbart for mig, tilføjer hun.
Kudermetova var gennem hele kampen svær at læse. Indimellem lavede hun de mest umulige vindere. Og andre gange missede usbekeren de mest oplagte chancer.
Den danske favorit kom bedst fra start i det vigtige tredje sæt mod verdensranglistens nummer 150.
Tauson førte undervejs med blandt andet 2-0, 4-2 og 5-3, men Kudermetova var genstridig og fik udlignet til 5-5 med et brud, da danskeren havde mulighed for at serve sejren hjem.
- Jeg spillede for nervøst og slicede for meget. Så jeg lod hende styre spillet, hvilket er en rigtig dårlig idé mod én, der spiller som hende. Jeg tog mig selv i nakken og sagde, at jeg skulle ind og slå til den, siger danskeren.
Derfra måtte det briste eller bære.
- Jeg havde ikke lyst til at vinde eller tabe på hendes præmisser. Jeg ville selv gøre det.
- Jeg følte, at jeg var den bedre spiller gennem hele tredje sæt, selv om det var svære forhold med vinden og andre ting, siger Clara Tauson.
Rent spillemæssigt er danskeren fint tilfreds med præstationen, og der er ikke større ting, der skal ændres før næste opgave i tredje runde.
- Næh, jeg synes egentlig, at jeg spiller meget godt. Kudermetova spiller jo bare noget vild tennis, hvor hun slår vindere fra alle hjørner, og så laver hun fejl fra nogle mystiske positioner, kan man sige.
- Det er svært at spille, når man ikke får nogen rytme. Jeg gjorde det, jeg skulle, som var at vise en god attitude, siger Tauson.
I tredje runde venter den 19-årige canadier Victoria Mboko. De to spillere har aldrig tidligere mødt hinanden. Mboko er nummer 16 på verdensranglisten, hvor Tauson indtager en 14.-plads.
/ritzau/
