Batterierne er blevet genopladet i FC København.
Det var cheftræner Jacob Neestrups budskab på pressemødet forud for tirsdagens Champions League-opgør mod SSC Napoli og næste uges møde med FC Barcelona.
Modsat tidligere år, når FCK har spillet europæisk fodbold på den anden side af nytår, falder kampene allerede i januar efter en kort vinterpause på grund af det nye turneringsformat med otte indledende kampe.
Neestrup satser derfor på, at spillerne stadig har kampene fra december i kroppen.
- Jeg tænker, at en kort pause er en fordel. En lang pause kan blive så lang, at tempochokket bliver stort. Det har vi oplevet i februar, hvor vi mødte Manchester City.
- Og jeg tænker, at det er lidt sjovere at spille sådan en kamp her end at være ude på bane 1 ved KB, siger han.
FC København opfyldte sæsonens første store delmål ved at kvalificere sig til Europas største klubturnering, men derfra gik det skævt.
Holdet røg længere og længere ned i tabellen i Superligaen, og i Champions League lod pointhøsten længe vente på sig.
Den dårlige fornemmelse fra efterårets skuffelser er parkeret, mener Jacob Neestrup.
- Jeg kan konstatere, at vi har fået lidt friskhed tilbage. Du kan se, at smilet er tilbage på læberne. Der har været en god gnist i lejren, og alle har trænet hårdt. Vi er skadesfri med undtagelse af de to korsbåndsskader, så alt i alt er det positivt.
På pressemødet var Neestrup flankeret af Andreas Cornelius. Det har langtfra været en selvfølge, at den 32-årige angriber er til rådighed de senere år. Men både Cornelius og Thomas Delaney har været tilgængelige i opstarten denne gang.
Kun langtidsskadede Rodrigo Huescas og Magnus Mattsson er ude af tirsdagens kamp.
- Den nemmeste knap, der har været, var den, jeg ikke har haft. Det var pausen. Vi kom ind i en dårlig rytme i Superligaen, og den var svær at bryde af mange årsager.
- Pausen har givet tid til træneren til refleksion. Når du står i det hver tredje-fjerde dag, ser du måske ikke problemerne eller udfordringerne lige så åbenlyst, fordi du har brug for et resultat, forklarer FCK-træneren.
Et resultat har FCK også brug for i opgøret, der fløjtes i gang klokken 21.00 i Parken.
FCK står med syv point efter seks kampe. For at komme videre skal der som minimum én sejr på bordet i de resterende to kampe. Lykkedes det ikke mod Napoli, skal FCK vinde på mægtige Camp Nou i næste uge.
- Jeg tror, 11 point rækker til top-24, mens 10 point formentlig er nok, men uden garanti. Det kræver, at vi får mindst tre point i de sidste to kampe, hvilket bliver svært.
- Der er en mulighed for at vinde i morgen, selv om vi møder en stor klub med store spillere og en stor træner. Den skal vi gøre alt for at tage vare på, slår FCK-træneren fast.
/ritzau/
