For tredje gang på tre sæsoner står FC København over for Rasmus Højlund, når Napoli tirsdag besøger Parken i Champions League.

Ifølge FCK-træner Jacob Neestrup er angriberen i en bedre forfatning end ved møderne i 2023.

Ikke mindst, fordi stilen under Napoli-træner Antonio Conte passer ham bedre, end det var tilfældet i Manchester United.

- Rasmus er på et hold og under en træner, som bruger ham præcis, som han skal bruges. Måden, han bruger kroppen på med fronten mod bolden, og når han løber i dybden, og de sætter ham op i feltet fra kanterne.

- Vi ved fra hans tid i København, at Rasmus er en ekstremt hårdtarbejdende spiller. Under Conte går han også op i et aggressivt pres, og det passer ham godt, siger Jacob Neestrup på pressemødet op til tirsdagens kamp.

Særligt i de første måneder efter hjemkomsten til italiensk fodbold var Højlund skarp. Samlet står den tidligere Atalanta-spids noteret for ni scoringer i 25 kampe på tværs af alle turneringer for mesterholdet.

- Når man analyserer Napoli og Rasmus, er det let at se, at han er et rigtig godt sted. Også når man sammenligner med, da vi spillede mod ham og Manchester United for to år siden. Godt gået af Napoli, træneren og Rasmus. Vi er glade på hans vegne, siger FCK-træneren.

Holdningen deles af FCK-angriberen Andreas Cornelius. Den tidligere landsholdsangriber tilbragte selv tre år i italiensk fodbold som spiller for Atalanta og Parma og følger stadig Serie A.

Her ser han sin landsmand blive brugt korrekt.

- Han har nogle klare styrker, og hvis de bliver sat i scene, er han rigtig stærk. Det handler om, at han skal have lov at løbe mod målet og bruge sin fart, styrke og målnæse i den fase.

- Som angriber ved jeg, at det gælder om at være et sted, hvor man bliver brugt rigtigt. Især når man som mig og ham skal sættes lidt op og ikke kan gøre det hele på egen hånd. Det spiller for ham nu, siger Andreas Cornelius.

Højlund lavede to mål i Manchester Uniteds nederlag på 3-4 i Parken for lidt over to år siden. I det omvendte opgør blev han holdt fra scoringer.

/ritzau/