Den danske fodboldtræner Lars Friis er tirsdag blevet fyret i den belgiske klub Cercle Brugge efter en utilstrækkelig sæsonstart.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Dermed nåede danskeren blot at stå i spidsen for klubben i syv måneder.

Cercle Brugge tog ellers sæsonens første ligasejr i weekenden, men beskedne seks point efter ti spillerunder og en placering som næstsidst i den bedste række har fået klubledelsen til at afskedige den 50-årige dansker.

- Der er blevet foretaget en grundig evaluering af den sportslige situation. Med kun 6 ud af 30 mulige point har resultaterne ikke levet op til forventningerne.

- Klubben vil gerne takke Lars for hans engagement i de seneste måneder, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, skriver klubben.

Klubben har i stedet ansat portugiseren Pedro Caixinha, som skal forsøge at afværge en nedrykning.

Tidligere i karrieren har Lars Friis også stået i spidsen for Sparta Prag, AaB og Viborg.

RITZAU