Nederlag til Jesper Bank

Rorsmand Jesper Bank og mandskabet om bord på båden Orm måtte natten til tirsdag dansk tid se sig slået i Louis Vuitton Cup.

Italienske Prada var 1 minutter og 31 sekunder hurtigere end det skandinaviske syndikat Victory Challenge i Hauraki Golfen ud for Auckland, New Zealand.

Det var den første af kvartfinalerne, hvor der sejles bedst ud af syv. Vinderne af de to kvartfinaler går videre til semifinalerne i december måned, hvor bådene Allinghi fra Schweiz og computermillionæren Larry Ellisons Oracle BMW Racing allerede har kvalificeret sig.

Den samlede vinder af Louis Vuitton Cup skal i februar sejle om America's Cup-trofæet mod de forsvarende mestre, Team New Zealand.

/ritzau/