Nederlag skygger for glæden hos VM-holdets debutanter
Seks spillere fik opfyldt en drengedrøm, da de VM-debuterede fredag aften. Resultatet var dog ikke som håbet.

Seks spillere fik opfyldt en drengedrøm, da de VM-debuterede fredag aften. Resultatet var dog ikke som håbet.

Hele seks spillere nåede en milepæl i ishockeykarrieren, da det danske landshold mødte Tjekkiet ved VM fredag aften.
Mads Søgaard, Malte Setkov, Kasper Larsen, Daniel Baastrup, Jacob Schmidt-Svejstrup og Oliver Kjær fik alle debut i VM-sammenhæng, men 1-4-nederlaget stjal noget af den umiddelbare glæde bagefter.
- Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, men ud over det er jeg egentlig mest skuffet over resultatet, siger Jacob Schmidt-Svejstrup.
Den 28-årige forward har spillet en stor del af sin karriere i USA, hvor han har taget en universitetsuddannelse.
I 2023 vendte han tilbage til Danmark og skrev kontrakt med Sønderjyske - blandt andet med en målsætning om at etablere sig på landsholdet.
Efter kampen mod Tjekkiet kan han prale af at være VM-spiller, men han skal lige sluge nederlaget og ærgrelsen over, at det danske hold startede kampen rigtigt dårligt.
- Det var et godt hold, vi mødte. Vi skulle lige arbejde os ind i kampen, og det er der ikke tid til mod så god en modstander.
- Selvfølgelig er det et andet niveau, end jeg har prøvet før. Men jeg føler ikke, at det er noget, jeg ikke kan følge med i. Det var en fed oplevelse, jeg følte mig klar, og jeg synes selv, at jeg leverede en fin præstation, siger Jacob Schmidt-Svejstrup.
Også målmanden Mads Søgaard fik sin første kamp i VM-sammenhæng.
Han var faktisk kortvarigt på isen i en straffekonkurrence ved VM 2021, men det tæller ikke i statistikkerne. Så det var først fredag, han fik sin officielle debut.
Selv for en mand med 31 NHL-kampe på cv'et er en VM-premiere noget særligt.
- Jeg husker stadig i 2010, hvor jeg stod som tilskuer til VM i Köln med danske flag malet på kinderne og var helt oppe at køre. Det er en af de fedeste oplevelser, jeg har haft. Nu stod jeg selv på isen, og det er jeg utrolig stolt over, siger Mads Søgaard.
Ligesom holdkammeraterne har han dog svært ved at skjule skuffelsen over forløbet mod Tjekkiet.
- Vi var alle sammen et skridt bagefter i starten, og det gjaldt også mig selv. Det er ærgerligt at starte på den måde. Der var nok nogle nerver, og vi skulle lige ind i det.
- Vi kan til gengæld godt være tilfredse med det, vi viste i anden og tredje periode, hvor vi fandt tilbage til kampplanen, siger Søgaard.
/ritzau/