Golden State Warriors har stadig en chance for at komme med i NBA-slutspillet.

Holdets veteran og stjernespiller Stephen Curry leverede en magtdemonstration i slutfasen af play-in-kampen natten til torsdag mod Los Angeles Clippers.

Den firedobbelte NBA-mester scorede 27 af sine 35 point i anden halvleg, og Warriors vandt 126-121 på udebane.

Curry har ellers misset halvdelen af grundspillet på grund af en skade.

Mod Clippers var den 38-årige skarpskytte tilbage og ramte syv af sine 12 forsøg fra bag trepointslinjen. Det hjalp holdet tilbage fra at være bagud med 13 point i fjerde periode.

I de sidste minutter spillede en anden veteran, Al Horford, også en central rolle i Warriors' sejr med fire ramte trepointsskud i de sidste seks minutter.

Clippers med blandt andre stjernen Kawhi Leonard er dermed færdig for sæsonen.

Warriors møder natten til lørdag Phoenix Suns i en duel om den ottende og sidste plads i slutspillet i Western Conference.

Ifølge Curry bliver nøglen i den kamp også evnen til at stå imod.

- De her vind-eller-forsvind-scenarier. Vi tror, vi kender holdet, men man skal kunne modstå deres gode perioder og blive i kampen følelsesmæssigt, siger veteranen ifølge nyhedsbureauet AFP efter kampen mod Clippers.

I den såkaldte play-in-turnering i NBA spilles der om de sidste pladser i slutspillet.

I nattens anden kamp vandt Philadelphia 76ers over Orlando Magic og gik direkte videre til slutspillet i Eastern Conference, hvor holdet møder Boston Celtics.

Vinderen af kampen mellem Warriors og Suns skal møde den forsvarende mester, Oklahoma City Thunder, i første runde af slutspillet.

/ritzau/