NBA-stjerne langer ud efter planlægning af VM-kvalifikation

Den kroatiske basketballstjerne Dario Saric er ærgerlig over planlægningen i kvalifikationen til VM.

Dario Saric fra Minnesota Timberwolves kommer ikke til VM med Kroatien. Han har ikke haft mulighed for at kvalificere sit hold til mesterskabet i denne uge. Brad Rempel/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kvalifikationssystemet til VM i basketball er defekt.

Det mener den kroatiske basketballstjerne Dario Saric, som til daglig spiller for NBA-holdet Minnesota Timberwolves.

32 lande deltager senere på året i VM i basketball, men flere væsentlige basketnationer glimrer ved deres fravær.

En af dem er Kroatien, der ved OL i Rio vandt sin gruppe og røg ud i kvartfinalen.

Fredag tabte det kroatiske landshold 69-77 til Polen og blev endegyldigt slået ud af kvalifikationen. Men det var uden Saric, der få timer efter var i aktion for Minnesota mod New York Knicks.

Han er ærgerlig over, at de største stjerner fra NBA og EuroLeague ikke har mulighed for at hjælpe deres lande.

»Når kampene ligger i de perioder, hvor spillere fra NBA og EuroLeague ikke kan være med, giver det ikke mening for mig,« siger han efter Minnesotas sejr.

Saric blev kåret som den mest værdifulde spiller (MVP) i kvalifikationsturneringen før OL i Rio, mens landsmanden Bojan Bogdanovic fra Indiana Pacers blev OL's topscorer. Ingen af dem var med i fredagens kamp.

»Det er klart, vi ikke synes om det. Når man spiller her i USA, og der er en kvalifikationskamp til VM, er det samtidig kvalifikation til OL, og man har ikke en chance for at repræsentere sit land.«

»Det er skuffende, at systemet ikke virker optimalt for os,« siger Dario Saric.

Heller ikke de europæiske mestre fra Slovenien kommer med til VM, der starter i august og slutter i september. Holdet manglede NBA-spillerne Luka Doncic og Goran Dragic fredag mod Tyrkiet.

Til gengæld har både USA, Spanien og Frankrig sikret sig kvalifikation.

/ritzau/AP