Nadim bringer HB Køge tilbage på vindersporet i Hjørring
HB Køge har vundet seks af sæsonens syv første kampe i A-Ligaen. Lørdag blev Fortuna Hjørring slået 2-1.

HB Køge har vundet seks af sæsonens syv første kampe i A-Ligaen. Lørdag blev Fortuna Hjørring slået 2-1.

Efter et nederlag i sidste weekend mod FC Nordsjælland kom HB Køge lørdag tilbage på vindersporet i kvindernes bedste fodboldrække, A-Ligaen.
I Nordjylland vandt de forsvarende mestre fra Køge 2-1 over Fortuna Hjørring og har nu vundet seks af sæsonens syv første kampe.
Nadia Nadim stod for HB Køges to scoringer i sejren. Hun bragte efter et kvarter gæsterne i front, da hun fik bolden serveret tæt under mål og sendte den op i nettaget.
Kort efter udnyttede Janelle Cordia, at HB Køge ikke fik afvist et hjørnespark, og udlignede for værterne.
Ti minutter inde i anden halvleg blev Nadim matchvinder med sin anden scoring i opgøret. Med lørdagens to scoringer er varme Nadim oppe på seks mål i sæsonen.
HB Køge var i den resterende del af kampen i forholdsvis god kontrol lige med undtagelse af en enkelt sekvens.
Med lidt under et kvarter tilbage sendte HB Køge-keeper Alberte Vingum bolden direkte ud i fødderne på en Fortuna Hjørring-spiller.
Bolden endte hos Josefine Valvik, der trykkede af fra distancen, men hendes drøn tog undersiden af overliggeren. Tættere på kom Fortuna Hjørring ikke.
Andetsteds i A-Ligaen fik AGF's fodboldkvinder lørdag den første sejr i sæsonen, da FC København blev slået hjemme i Vejlby med 4-2.
Det blev også til en storsejr for Brøndby IF, der vandt med 4-0 på udebane mod OB. Mila Bischoff lagde op til to af målene og scorede selv de to andre.
RITZAU