Med flere pointtab på det seneste har HB Køges fodboldkvinder lukket Brøndby ind i kampen om det danske mesterskab.

Brøndby overtog med fredagens sejr over Kolding IF sågar førstepladsen inden HB Køges kamp mod de forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring.

Men på et mål af angriberen Nadia Nadim lykkedes det lørdag HB Køge at vinde 1-0 over nordjyderne og generobre førstepladsen i A-Ligaen.

Med sejren har HB Køge nu et enkelt point ned til Brøndby inden sæsonens sidste to spillerunder, hvor førerholdet på papiret er favorit mod AGF og Kolding IF.

Dermed er HB Køge på vej mod klubbens fjerde mesterskab efter titelhattricket i 2021, 2022 og 2023.

I 2024 vandt FC Nordsjælland mesterskabet, mens Fortuna Hjørring tog titlen i sidste sæson.

Fortuna Hjørring var i efteråret godt med i topkampen, men efter nytår er nordjydernes niveau dalet - ikke mindst efter topscorer Joy Omewas afgang.

Længe holdt Fortuna Hjørring nullet mod HB Køge, der for en uge siden blev dansk pokalmester.

HB Køge skulle bruge mange chancer til at score kampens enlige mål.

I første halvleg lykkedes det slet ikke for HB Køge at komme på måltavlen, selv om stopperen Simone Boye havde flere nærgående forsøg.

Ti minutter inde i anden halvleg viste Nadia Nadim sin målnæse med sit 12. ligamål i denne sæson.

Nadia Nadim opsnusede bolden på kanten af feltet og sparkede bolden fladt i nettet ude ved stolpen. Det var Nadia Nadims første mål i 2026, efter at hun var ramt af en skade tidligere på året.

Det gav lidt mere ro og tryghed i HB Køges spil, men Fortuna Hjørring var flere gange tæt på en udligning.

Skarpheden var dog ikke hos udeholdet, som eksempelvis sendte Josefine Valvik afsted på en friløber, men hun ventede så lang tid, at Simone Boye kom ned og blokerede.

/ritzau/