Den tidligere landsholdsprofil Nadia Nadim strålede mandag med to mål og var med til at sende HB Køge til tops i A-Ligaen.

Den ambitiøse mesterskabsbejler var bagud 0-2 på Farum Park, men tog en 3-2-sejr over FC Nordsjælland efter en flot anden halvleg.

18-årige Carli Scheuer bragede værterne foran 1-0 fra distancen, og den tidligere HB Køge-spiller Anna Walter bragte FCN foran 2-0 i en første halvleg, hvor det med lidt mere skarphed var blevet til endnu mere.

Kampbilledet skiftede dog totalt i de sidste 45 minutter.

Landsholdsbejler Mille Gejl fremtvang et straffespark, som Nadim meget sikkert omsatte til 1-2 efter 54 minutter, selv om FCN-keeper Molly Race forsøgte at psyke veteranen.

En håndfuld minutter senere kom Nadim forrest i en løbeduel og lobbede elegant bolden over Race og i mål til 2-2.

37-årige Nadim nåede dermed op på tre mål i fire ligakampe siden sit comeback i dansk fodbold.

Matchvinder blev dog forsvarsprofilen Maria Uhre, der headede bolden i kassen efter et hjørnespark og fuldendte comebacket.

HB Køge topper A-Ligaen med 18 point efter syv runder. Den forsvarende doublevinder, Fortuna Hjørring, har 15 point, mens Brøndby er treer med 12 point.

/ritzau/