Nadal tjekker ind i Madrid med sikker sejr over komet

Rafael Nadal vandt sin første kamp i Madrid Open over den fremadstormende teenager Felix Auger-Aliassime.

ATP 1000 - Madrid Open - 20190
Rafael Nadal vandt sin første kamp i Madrid Open. Sergio Perez/Reuters Fold sammen
Læs mere

Gruskongen Rafael Nadal tog onsdag første skridt mod sin sjette turneringssejr i Madrid Open.

Efter at have siddet over i første runde vandt Nadal sin første kamp i den spanske hovedstad med 6-3, 6-3 over den 18-årige canadier Felix Auger-Aliassime, der rangerer som nummer 30 i verden.

Det er kun et par måneder siden, at canadieren lå lige uden for top-100, men siden nåede han finalen i Rio og var i semifinalen i Miami Open.

Auger-Aliassime bed også godt fra sig og holdt serv i sine første tre partier. Han var også ved at udligne til 4-4, da han var foran 40-15 i egen serv, men Nadal vandt så fire bolde i træk og brød til 5-3. Derefter servede Nadal sættet hjem.

I andet sæt brød Nadal fra start til 1-0 og fulgte op med endnu et servegennembrud til 5-2. Så kunne Nadal serve kampen hjem, men canadieren vågnede op med kniven for struben.

Han brød for første gang i kampen til 3-5, hvorefter et dramatisk parti udspillede sig.

Auger-Aliassime var i sin serv nede med 0-40, men han afværgede i alt fem matchbolde, før han til sidst måtte overgive sig og se Nadal vinde.

Nadal er andenseedet i turneringen, som han senest vandt i 2017. Han har haft knæproblemer i årets indledning og har stadig sin første turneringssejr til gode i sæsonen.

Allerede tirsdag spillede Roger Federer og topseedede Novak Djokovic sig videre til tredje runde i Masters 1000-turneringen, der rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

/ritzau/