Nadal spiller sig tættere på sin 14. French Open-titel

Spanieren er videre til semifinalen efter en sejr i fire sæt over Diego Schwartzman fra Argentina.

Rafael Nadal har vundet French Open de seneste fire år. Michel Euler/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Rafael Nadal er godt på vej mod at forsvare sin French Open-titel.

Spanieren spillede sig onsdag videre til semifinalen efter en sejr i fire sæt over Diego Schwartzman fra Argentina.

Nadal vandt med cifrene 6-3, 4-6, 6-4, 6-0.

Semifinalen kan blive en kopi af finalen fra sidste år, hvor Nadal besejrede verdensetteren Novak Djokovic.

Serberen spiller sin kvartfinale senere onsdag, hvor han skal op imod Matteo Berrettini fra Italien.

Rafael Nadal har vundet French Open 13 gange. Han er strøget til tops i den franske grand slam de seneste fire år og vandt første gang turneringen i 2005.

Grusspecialisten skulle onsdag bruge 2 timer og 48 minutter på at besejre sin argentinske modstander.

Nadal brød til 4-2 i første sæt, men blev hurtigt brudt tilbage. Det lykkedes dog spanieren at bryde igen, og så servede han sættet i hus.

I andet sæt var Schwartzman mere med og kom foran 3-0. Han brød også Nadals sidste serveparti og tog dermed sættet.

I tredjesæt brød Nadal til sidst argentinerens serv og kunne derefter selv serve sættet hjem, og i fjerde sæt havde Schwartzman ikke mere at give af.

/ritzau/