Nadal klarede presset

Efter en marathonkamp over flere dage sikrede Rafael Nadal sig sejren i fem sæt over Robin Söderling og er dermed videre til fjerde runde af Wimbledon.

Sidste års finalist, spanske Rafael Nadal, kom med hiv og sving i fjerde runde af årets Wimbledon-turnering.

Kampen mod svenske Robin Söderling endte 6-4, 6-4, 6-7 (7/9), 4-6, 7-5 efter flere dages spil og utallige regnvejrspauser. Nadal havde allerede haft flere matchbolde i tredje sæt, men svenske Robin Söderling kom imponerende tilbage i kampen. Det var derfor en tydeligt nervøs, men tændt Nadal, der kunne serve kampen igang igen onsdag ved stillingen 4-4 i femte sæt. Og da den spanske grusspecialist holdt sin serv og var den første til at bryde Söderlings, kan han nu se frem til fjerde runde mod Kristian Pless' banemand, russiske Mikhail Youzhny./ritzau/