Nadal indleder titelforsvar i French Open med sikker sejr

Rafael Nadal spillede sig sikkert videre til anden runde i French Open efter sejr over Yannick Hanfmann.

Den spanske tennisspiller Rafael Nadal spillede sig mandag tættere på at vinde French Open for tredje år i træk med en sejr i første runde af grusturneringen. Kai Pfaffenbach/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den forsvarende French Open-mester Rafael Nadal spillede sig mandag sikkert videre til anden runde i grand slam-turneringen i Paris.

I tre sæt besejrede han Yannick Hanfmann fra Tyskland med cifrene 6-2, 6-1, 6-3.

Nadal, der ligger nummer to på verdensranglisten, vandt uden overhovedet at afgive et serveparti i hele kampen, der blev spillet på Court Philippe Chatrier, der er den største arena på Roland Garros-anlægget.

Der nåede aldrig at blive spænding om udfaldet.

Nadal brød allerede tyskerens første serveparti og holdt selv serv hele vejen gennem sættet, som han vandt, da han brød Hanfmanns serv for anden gang.

I andet sæt gentog historien sig. Også her blev tyskerens første serveparti brudt, og så kørte Nadal sættet hjem i sikker stil.

I tredje sæt brød Nadal også tyskeren to gange og udnyttede sin første matchbold.

Nadal har vundet French Open de seneste to år og har i alt vundet turneringen i Paris 11 gange.

/ritzau/