Nadal buldrer i kvartfinalen med overlegen sejr

Rafael Nadal er i kvartfinalen i US Open efter en sikker sejr i tre sæt over ukraineren Alexandr Dolgopolov.

Rafael Nadal spillede ekstremt overbevisende, da han mandag spillede sig i kvartfinalen ved US Open. Scanpix/Clive Brunskill Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

New York. En enkelt time og 41 minutter var, hvad topseedede Rafael Nadal skulle bruge for at spille sig i kvartfinalen ved US Open.

Spanieren levnede ikke ukraineren Alexandr Dolgopolov mange chancer i kampen, som endte i en stensikker Nadal-sejr med cifrene 6-2, 6-4, 6-1.

Enorm stabilitet og ganske få fejl var nøglen til sejr for den 31-årige verdensetter. Nadal blev ikke brudt en eneste gang i kampen.

Ukraineren nåede slet ikke at komme i gang i første sæt, førend Nadal med et tidligt servegennembrud havde sat kursen mod sætsejr.

Andet sæt var det mest jævnbyrdige, og Dolgopolov var længe med. Men ved 4-4 trykkede Nadal på og fik det servegennembrud, som gjorde, at han kunne serve sættet hjem bagefter.

Det pressede den sidste luft ud af den ukrainske ballon.

I tredje sæt bragte Rafael Nadal sig hurtigt foran 4-0, og Dolgopolov er nok bare glad for, at han undgik et ydmygende æg.

Den 28-årige ukrainer nåede også ottendedelsfinalen i US Open tilbage i 2011, så resultatet i år var en tangering af hans bedste.

Nadal skal i kvartfinalen møde vinderen af opgøret mellem niendeseedede David Goffin fra Belgien og det 19-årige russiske talent Andrey Rublev.

/ritzau/