Når tennislivet slutter

Da Thomas Larsen i 1999 lagde sin professionelle tennisketcher på hylden, sagde han farvel til et liv med lange flyveture, rampelys og små hotelværelser. I stedet fik han en hverdag med SU, potteplanter og mælk i køleskabet.

ATHEN

Klokken er 16.04 fredag eftermiddag. En gennemsvedt Thomas Larsen har netop udvekslet et kedeligt håndtryk med sin græske modstander, Vassilisis Mazarakis, og nu sidder han i skyggen af en hvid parasol og tygger nederlaget igennem.

I knap to timer forsøgte han at kæmpe mod overmagten, men til sidst måtte han erkende, at Mazarakis er præcis der, hvor han selv var for tre år siden. På vej frem og fuld af selvtillid og tro på, at alt kan lade sig gøre. Alene derfor spillede grækeren bedre.

Men Mazarakis havde også en anden fordel. Modsat sin danske modstander slider den græske spiller for øjeblikket sine tennissko tynde i turneringer rundt om i verden, og hans kampform var bare bedre.

For Thomas Larsens vedkommende kommer tennisen derimod i anden række i dag, og livet som omrejsende tennistaske er slut.

Men det er ikke længe siden, at den 26-årige århusianer var en af dansk tennis´ mest lysende stjerner, og i mange år var Thomas Larsen kun på gæstevisit i hjemlandet et par gange om året. Resten af tiden gik med turneringer i udlandet i håbet om at samle nok point sammen til at realisere drømmen om en plads i toppen af det internationale tenniscirkus.

Det triste vendepunkt

Første delmål var en plads i top 300, siden justeret til top 200, og da Thomas Larsen for snart tre år siden debuterede i Østrig på det danske Davis Cup-hold med et selvforskyldt fem-sæts nederlag til Stefan Koubek, blinkede hans navn ud for ATP-ranglistens nummer 170.

Dengang var han på vej op og havde en ukuelig tro på, at hans hårdtslående grusspil kunne vælte de fleste af de største. I dag figurerer navnet Thomas Larsen end ikke blandt de 1500 bedste spillere i verden.

»Det nederlag var på mange måder et vendepunkt i min karriere. Jeg var« overhovedet ikke klar over, hvor stor en skuffelse den kamp i virkeligheden var for mig. Det var min debut på Davis Cup-holdet, og jeg havde alle muligheder for at slå østrigeren, der på det tidspunkt lå højt oppe på ranglisten. Set i bakspejlet burde jeg have brugt lidt mere tid på at fordøje den kamp. I stedet tog jeg direkte til Sydamerika og spillede ti uger i træk, hvor jeg kun vandt to kampe. Den slags tapper én for selvtillid,« fortæller Thomas Larsen, der, efter sit mislykkede indtog på det sydamerikanske kontinent, lod sin ketcher hvile i tasken i tre lange måneder. Alene tanken om at skulle spille tennis igen, fik det hele til at vende sig i ham. Thomas Larsen var mæt.

I vinteren 1998/99 forsøgte Thomas Larsen så alligevel at give drengedrømmen en sidste chance. han lagde strategien om og i stedet for at spille tennis om vinteren, brugte han de mørke måneder på at bygge sig selv fysisk op til grussæsonen 1999. En fremgangsmåde, som er kendt fra de spanske spillere, der ligesom danskeren spiller bedst på de røde slagger. Men lige lidt hjalp det, og da Thomas Larsen stoppede sin professionelle karriere for to år siden, lå han på den forkerte side af top 250.

»Der var ikke noget at gøre, og jeg indså, at jeg aldrig ville komme ind i top 100. Det var perspektivløst at blive ved. På et tidspunkt spillede jeg ti uger i træk uden at vinde, og jeg fik tilnavnet »mandagsspilleren«. Hver uge stillede jeg op i en turnering, men allerede om mandagen var jeg ude igen,« fortæller Thomas Larsen og ryster et par gange på hovedet i nostalgisk frustration. Så fortsætter han.

»Resten af ugen gik jeg så rundt og ventede på, at en ny turnering skulle starte. Det var surt, og så er prisen for at spille tennis altså for høj. I hvert fald for mig, og jeg mistede fuldstændig modet. Jeg orkede ikke mere.«

Men selv om beslutningen om at stoppe mere eller mindre tog form fra den ene dag til den anden, så kom den ikke bag på ham, og Thomas Larsen havde været forudseende nok til at melde sig til jurastudierne på Københavns Universitet. For til trods for, at han har viet det meste af sit unge liv til den slidsomme vej mellem andre håbefulde tennisspillere, så har han hele tiden sørget for at holde en ventil åben til virkeligheden.

»Jeg har altid vidst, at jeg ville gå i gang med en uddannelse, når der ikke var mere at gøre på tennisscenen. Så da jeg endelig traf valget om at stoppe, var det egentlig ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Men når jeg ser på en spiller som Kristian (Pless, red.), så kan jeg da godt nogle gange tænke: »Bare det var mig«. Men sådan er livet. Man kan ikke få det hele, og jeg ville ikke bytte. Jeg får så meget andet ud af min tilværelse nu.

I øjeblikket træner Thomas Larsen kun om sommeren, og han deltager ikke længere i udenlandske turneringer men kun i forskellige turneringer herhjemme. I dag er jurastudierne det vigtigste i århusianerens liv. Efter sommerferien tog han hul på sit tredje år som studerende, og selv om hans studiekammerater er noget yngre end han, så fortryder han ikke baggrunden for, at universitetslivets først startede, da han var 24 år.

»Overhovedet ikke. Tennisen har givet mig nogle store oplevelser, som jeg ikke vil have været foruden. Desuden har mit liv som tennisspiller også givet mig nogle redskaber, jeg kan bruge i mit studie. Jeg har fået en evne til at kunne sætte mig et mål og så nå det. I eksamenssituationerne kan jeg også mærke, at jeg er godt rustet. Når man prøvet at stå foran fem tusinde hujende spanske tilskuere inden et møde med Carlos Moya, der lå nummer 20 i verden på det tidspunkt, så kan en juraeksamination altså ikke få én til at ryste på hænderne,« smiler Thomas Larsen.

Tid til en kæreste

Ellers nyder han den almindelighed, som fravalget af tennissporten har ført med sig. At have en lejlighed med mad og mælk i køleskabet og at kunne købe sig en potteplante, som man har en realistisk chance for at vande regelmæssigt. Men mest af alt, for første gang i sit liv at have tid til en kæreste.

»Det er en fantastisk fornemmelse. Da jeg spillede tennis på topplan, havde jeg ikke en realistisk chance for holde et forhold ved lige, og nu hvor jeg har haft en kærreste i ti måneder, kan jeg mærke, hvor meget jeg har savnet det, da jeg spillede tennis,« fortæller Thomas Larsen.

Thomas Larsen spiller i dag mod grækeren Solon Peppas.