Mustapha Bundu lyser op i sjette AGF-sejr på stribe

Mustapha Bundu lagde op til mål og fremtvang et straffespark, da AGF sænkede FC Nordsjælland med 3-1.

Mustapha Bundu var afgørende i søndagens kamp mellem AGF og FC Nordsjælland. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Succesen fortsætter for superligaklubben AGF, der nu har vundet seks ligakampe på stribe.

Søndag eftermiddag blev det til en 3-1-sejr på hjemmebane over FC Nordsjælland.

Mustapha Bundu har været en af de toneangivende spillere i AGF's optur, og mod FC Nordsjælland var han igen afgørende.

Offensivspilleren fra Sierra Leone lagde op til AGF's to første mål, og han fremtvang det straffespark, som var nøglen til AGF's sidste mål.

Med sejren cementerer AGF sin position som nummer tre i Superligaen, hvorimod FCN risikerer at ryge ud af top-6-placeringerne, når runden er færdigspillet.

AGF åbnede søndagens målkonto allerede efter seks minutter.

Med et snedigt træk på midten af banen skabte Mustapha Bundu nærmest en friløber til sig selv.

I første omgang fik han sit forsøg blokeret af FCN-målmand Nicolai Larsen. Returen røg dog tilbage til Bundu, der med en flad aflevering fandt holdkammerat Jakob Ankersen fri foran mål, og Ankersen prikkede sikkert AGF på 1-0.

Efter målet stillede hjemmeholdet sig længere tilbage på banen, og det udnyttede FCN, som kom til flere chancer efter gennemspillede angreb. Mads Døhr Thychosen misbrugte eksempelvis en kæmpe chance.

Lidt ulogisk var det efter en dødbold, at de ellers klejne gæster skulle bringe sig på tavlen.

I det 41. spilminut hoppede FCN-forsvarer Kian Hansen højest på et hjørnespark og pandede bolden sikkert ind bag en chanceløs Aleksandar Jovanovic i AGF-målet.

AGF-mandskabet stod højere på banen i anden halvleg, hvilket gav pote.

Efter lidt mere end en time gik Bundu til baglinjen, og med et fladt indlæg fandt han Bror Blume, der med et fladt spark bragte sit hold foran.

Minuttet efter var Bundu på spil igen, da han efter et par fikse træk blev nedlagt ulovligt i feltet.

Patrick Mortensen udnyttede det efterfølgende straffespark og sendte AGF med sikker kurs mod den sjette ligasejr i træk.

/ritzau/