Den brandvarme angriber Rasmus Højlund må se Manchester Uniteds kommende kampe fra tribunen.
Han har således pådraget sig en muskelskade, der holder ham ude i to til tre uger.
Det oplyser Manchester United på det sociale medie X.
Højlund befinder sig ellers i en forrygende periode i United. Han har scoret i seks kampe i træk for klubben.
Senest scorede han begge mål, da United slog Luton med 2-1 i søndags.
Højlund misser i første omgang Uniteds hjemmekamp lørdag mod Fulham og dernæst FA Cup-kampen mod Nottingham Forest.
Derefter går han glip af lokalbraget mod Manchester City 3. marts.
Det bliver formentlig også en kamp mod uret at nå opgøret mod Everton 9. marts.
/ritzau/